Immigrant og æresborger Røde Kors.

Hver gang en cayuco lander på Tenerife, står Moussa NDiaye klar til at hjælpe de forkomne immigranter. Den 39-årige senegaleser har aldrig glemt, hvordan han fik sin samariteruddannelse i et dansk Røde Kors-projekt.

Da vi møder Moussa NDiaye på kajen i Los Cristianos, er han først forbeholden.

Medlemmerne af Røde Kors særlige beredskab for bådflygtninge har under de seneste års invasion af de Kanariske Øer været udsat for lidt af hvert fra nyhedshungrende journalister. Desuden har han lige taget i mod de overlevende fra et forlis, hvor mindst 50 immigranter forsvandt i bølgerne.

Da vi fortæller, at vi er fra Danmark, lyser han imidlertid op i et stort smil.

»Dinamarca, eh! Det var i et dansk Røde Kors-program hjemme i Senegal, at jeg fik min samariteruddannelse i sin tid. Det er jeg utrolig taknemmelig for,« udbryder han.

Den 39-årige senegaleser har boet på Tenerife siden 2001. Han arbejder i et byggefirma, men hver gang, der kommer en cayuco ind, er han at finde på kajen i Los Cristianos som frivillig.

»Det er noget, der kommer fra hjertet. En stor og vigtig ting at deltage i,« forklarer Moussa, der som supplement til sine førstehjælpskundskaber er flydende på fransk, engelsk og spansk samt syv vestafrikanske sprog.

Det var nødhjælpsarbejdet, der i sin tid gav ham chancen for at komme til Europa. Venner fra Læger Uden Grænser skaffede ham et job i Belgien, og for seks år siden var det en hel del lettere at få visum end i dag.

»Det var o.k. deroppe, men jeg kunne ikke holde vejret ud. Der var altid tåget og klamt, og når man kikkede ud af vinduet, var alting hvidt. I stedet rejste jeg ned til en ven på Tenerife, og her er jo næsten ligesom hjemme, så jeg er blevet hængende,« fortæller Moussa.

Jobansøgning
Udover Røde Kors-arbejdet fungerer han også som såkaldt »kulturel mægler« mellem de lokale myndigheder og øens efterhånden store gruppe af senegalesiske immigranter. En indsats, der i 2005 førte til, at han blev udnævnt til årets Tenerife-borger.

»Det er jeg selvfølgelig utrolig stolt af. Men sådan en titel burde udnyttes til at udrette noget positivt. Der burde følge nogle penge med,« siger Moussa og forklarer:

»Jeg har jo ikke selv været igennem den sindssyge tur med cayuco. Men jeg ser hele tiden konsekvenserne, og jeg ville kunne forklare folk hjemme i Senegal, hvad de har gang i. Det skulle være et projekt, der tog rundt på skoler og fodboldbaner, og fik fat i de unge.«

Problemet er finansieringen. Moussa er i gang med at finde ud af, hvordan han kan søge penge fra EU. Det eneste, der kunne få ham til at droppe ideen, ville være et jobtilbud fra Danmark, siger han med et glimt i øjet.

Men hvad med det danske vejr, der om muligt er endnu dårligere end det belgiske?

»Det er lige meget. I kan sige til Dansk Røde Kors, at hvis de har arbejde til mig, skal de bare ringe.«

Det være hermed gjort.