Hamas indstiller forhandlinger

Efter hårde kampe i Gaza "fryser" Hamas forhandlinger med Fatah. Mindst 12 dræbt.

Hamas-demonstration på 1-årsdagen for valgsejren i Jabalia-lejren i Gaza. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Den islamistiske Hamas-bevægelse, som står i spidsen for palæstinensernes regering, indstillede sent fredag forhandlinger med det moderate Fatah, som ledes af præsident Mahmud Abbas. Det skete efter voldelige sammenstød, som kostede en halv snes mennesker livet inden for et døgn.

- Hamas har besluttet at fryse den nationale dialog med Fatah for at fordømme de blodige slag og de forbrydelser, som er blevet begået mod dets medlemmer, sagde Hamas-talsmanden Ismail Radwan.

Fatah svarede i en hurtig reaktion, at "det ikke er muligt at føre dialog med mordere".

Tidligere fredag var mindst 12 mennesker blevet dræbt og mindst 20 andre blevet såret under en bølge af bombeanslag og skudvekslinger. En militant gruppe tæt på Fatah sagde, at den havde taget 24 Hamas-gidsler.

/ritzau/