Forskere rykker viserne tættere mod midnat: Nu er klokken 100 sekunder i dommedag

Organisationen The Bulletin of The Atomic Scientists har justeret det såkaldte dommedagsur. Nu er verden tættere på et totalt kollaps, end den nogensinde har været. Mener forskerne.

 

Dommedag er nær.

Det mener i hvert fald de forskere, der driver det såkaldte dommedagsur i USA – et ur med symbolske visere, der rykkes tættere på midnat, jo større risikoen er for jordens undergang.

Og lige nu viser uret 100 sekunder til dommedag. Viserne er blevet rykket tættere mod jordens undergang, end de nogensinde har været, skriver NBC News.

Det er organisationen The Bulletin of The Atomic Scientists, der har bygget uret og sætter tiden. Da uret blev bygget, var det for at illustrere risikoen for atomkrig. Nu er trusselsbilledet endnu værre, end det var under Den Kolde Krig, vurderer forskerne bag. Og derfor er viserne så blevet rykket nærmere midnat.

»Vi bliver nødt til at udtrykke, hvor tæt verden er på total katastrofe i sekunder – ikke i timer eller minutter,« forklarer Rachel Bronson, der er administrerende direktør i organisationen, til NBC.

Det er »meget dårlige nyheder«, siger Robert Rosner, der er formand for organisationens forsknings- og sikkerhedsudvalg, til NBC News.

Risikoen for atomkrig er ifølge forskerne steget, efter at statsledere har meldt sig ud af internationale våbenaftaler. Præsident Trump og USA har eksempelvis trukket sig fra INF-traktaten med Rusland og fra atomaftalen med Iran.

En anden kolossal udfordring, der har haft indflydelse på forskernes beslutning om at rykke tiden tættere på dommedag, er de klimaforandringer, som der politisk ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at bremse, mener forskerne.

Sidste år var det næstvarmeste år i Jordens nyere historie, skriver The Guardian. 2019 var i gennemsnit 1,1 grad varmere, end årene i gennemsnit var mellem 1850 og 1900 – altså før vi blev afhængige af fossile brændsler.

Hvis ikke verdens ledere overholder Parisaftalen, kan temperaturerne stige endnu mere. Dette vil formentlig fremprovokere mere ekstremt vejr og skabe fattigdom, nye flygtningestrømme og global uro, skriver The Guardian.

I de seneste år er en ny og tredje alvorlig trussel begyndt at dukke op ifølge forskerne. Det er den højtudviklede teknologi, der nu for eksempel kan bruges til at sprede disinformation.

Forskerne peger blandt andet på deepfakes, som er en forholdsvis ny teknologi, der anvender kunstig intelligens til at manipulere med billeder og lyd, således at der kan skabes meget realistiske falske videoer, som kan være svære at adskille fra de ægte. Deepfakes kan således få vores opfattelse af sandt og falsk til at skride.

Det længste, dommedagsurets visere nogensinde har været fra midnat, var i 1991, da de viste 17 minutter i midnat.