En dag i Darren Wilsons liv

Manden er lige nu USAs mest omstridte person. Indtil han dræbte teenageren Michael Brown var han en grå og anonym politibetjent.­

Politimanden Darren Wilson er en af USAs mest omstridte personer, efter at retten har undladt at tiltale ham for drabet på den sorte teenager Michael Brown. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Historien om den 28-årige politibetjent Darren Wilson er historien om, hvor galt det kan gå i de mange små lokale samfund, som er domineret af sorte indbyggere og et politi, der overvejende består af hvide. Kontakten mellem politiet og de lokale er stort set ikke-eksisterende. Politifolkene forstår ikke mentaliteten hos de folk, de er sat til at beskytte. De kender dem ikke og udvikler ikke noget forhold til dem. Og mange af dem bor slet ikke i byen, men pendler frem og tilbage for at passe arbejdet.

Sådan er Ferguson med 21.000 indbyggere. Og med denne lille by i staten Missouri en lang række andre byer i USA. Opdelt mellem en lokal, sort befolkning og myndigheder, som overvejende er hvide. I Ferguson er 67 procent af indbyggerne sorte, mens politistyrken på 53 kun har tre sorte politifolk ansat. Så Wilsons historie og hans baggrund er »small town America«. Og det er fortællingen om, hvorfor det gik så grueligt galt i Ferguson den 9. august, da den sorte teenagedreng Michael Brown blev standset og dræbt af Wilson.

Men historien begynder i 2009 nogle få kilometer syd for Ferguson i byen Jennings, hvor den nyligt færdiguddannede politimand Wilson melder sig til tjeneste. Jennings er en by med store problemer. 14.000 indbyggere, fattigt, 82 procent sorte og en politistyrke, der er hvid på nær to. En politistyrke, som i byen var kendt for deres brutalitet, og hvor ingen af de 45 politifolk bor i byen. Situationen var så betændt i den lille by, da Wilson kom, at byrådet alvorligt overvejede, hvad de skulle gøre ved situationen.

En sort kvinde var blevet skudt i sin bil for øjnene af sit barn på grund af en banal trafikforseelse. En ældre, sort kvinde var blevet trukket ned fra sin veranda, fordi hun var kommet med en frisk bemærkning til en politibetjent, der var kaldt til stedet for at undersøge et banalt trafikuheld. Kvinden blev ikke blot skubbet ned fra verandaen. Hun blev også gennembanket af politimanden, der manglede enhver form for humor og ikke grinede ad kvindens friske bemærkning.

En gennemsnitlig politimand

I dette rod befandt Wilson sig – nyudklækket fra politiskolen. Ikke nogen fremragende politmand – han var gennemsnitlig. Hans daværende chef sagde, at Darren Wilson altid opførte sig korrekt og aldrig stak ud fra de andre politifolk. »Han havde ingen disciplinære sager i den tid, han var her,« som hans chef udtrykte det.

Og det var en sjældenhed i den politistyrke, hvor de fleste svingede med pistolen næsten før, at de forlod stationen for at bevæge sig ud i det samfund, de var sat i verden for at beskytte. Wilson havde – inden den fatale augustdag i år – aldrig trukket sin pistol. Aldrig skudt med den. Han klarede sig ved netop at være en gennemsnitlig politimand, der opførte sig korrekt og ikke overreagerede eller tog chancer. Wilsons ambition i livet var at avancere til vicepolitikommisær – altså en leder med et begrænset personaleansvar – og så blive pensioneret efter de 25 år, det kræves for at opnå fuld pension i Missouri. Et beskedent ønske. Og der var sådan set ikke noget i hans opførelse, der gjorde, at han ikke kunne få den drøm opfyldt.

For tre år siden kom så den første omvæltning karrieremæssigt for Wilson. Byrådet havde fået nok af politistyrken i Jennings og fyrede alle på stationen. Høj som lav. For uduelighed. På grund af beskyldninger om omfattende racisme og brutalitet. Situationen var så spændt i byen, at hvis politiet fik lov til at fortsætte, så ville det gå galt. Så der blev sendt 45 fyresedler afsted.

Wilson stod pludseligt uden arbejde, men netop fordi han var grå og gennemsnitlig og ikke rigtig havde gjort sig bemærket, var han en af dem, der fik et nyt job. I nabobyen Ferguson. For de kunne bruge en ung mand, der tilsynelandende var nogenlunde normal og uden disciplinære sager i baggagen.

Småracistisk miljø

Her begyndte han så på en politistation, som ikke adskilte sig væsentligt fra den i Jennings. Næsten udelukkende hvide kolleger med småracistiske bemærkninger om de folk, der boede i byen og et meget spændt og betændt miljø med vold og småbandekriminalitet. Men det lykkedes for Wilson at holde sin sti ren og aldrig for alvor at komme i knibe. Han vandt endda en hædersmedalje for den måde, han havde klaret situationen på med en narkohandler, han fik anholdt, uden at det kom til store slagsmål med lokalbefolkningen. Så Wilson klarede sit job til sine overordnedes tilfredshed.

Wilsom var i godt humør denne lørdag i august. Han var igen blevet gift, og han og hans nye hustru ventede deres første barn. Han havde gennemgående klaret sig godt og havde fået ros for sit arbejde. Hans baggrund var, at han kom fra et meget problematisk hjem med en småkriminel mor, der havde været skilt tre gange og i øvrigt døde, da Wilson var 16 år. Han voksede op hos en stedfar. Wilson valgte politiet, siger hans venner, netop for at få orden i sit liv. Og det så nu ud til at være lykkedes.

Denne lørdag kørte han i sin politibil ned ad en af gaderne i Ferguson som noget af det sidste i dagens patruljerunde, da han ser to sorte mænd gå midt på vejen. Få minutter senere har han for første gang trukket sin pistol og dræbt et andet menneske. Et liv blev taget, og et andet lå i ruiner.

Wilson er blevet et symbol på den racisme, der stadig findes i USA. Men som altid er historien langt mere kompliceret end som så. For Wilson var en gennemsnitlig politibetjent og er ikke kendt for at være racist. Han ville bare denne dag ikke have, at folk gik på gaden, når der var et fortov. Et beskedent politijob der endte i den helt store katastrofe.