Ekspert tvivler på svenske feminister i Riksdagen

Selv om Feministisk Initiativ undervejs i valgkampen har stået til at komme ind i den svenske Riksdag, er det »langt fra sandsynligt«, vurderer ekspert på valgdagen.

SVERIGE: Der er ikke store chancer for, at ligestillingspartiet Feministisk Initiativ, der har profileret sig som både feministisk og anti-racistisk, kommer ind i Riksdagen.

Sådan lyder vurderingen fra Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor ved Københavns Universitet og ekspert i nordiske forhold.

»Det er langt fra sandsynligt, at Feministisk Initiativ bliver valgt ind. De har fået meget omtale, og de har været meget aktive her i den sidste del af valgkampen, så der er en lille sandsynlighed for det, men den er ikke stor,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

For at komme i Riksdagen skal partiet passere spærregrænsen på fire procent - det dobbelte af den danske - og ifølge lektoren står Feministisk Initiativ til tre procent i meningsmålingerne på søndagens valgdag.

»Der er ikke ret mange meningsmålinger her til sidst, hvor partiet har være oppe i nærheden af spærregrænsen,« siger lektoren.

Under valgkampen er partiet, der arbejder for ligestilling på flere forskellige fronter, ellers blevet spået gode chancer. Feministisk Initiativ blev grundlagt i 2005, og partiet har opstillet 47 kandidater til Riksdagen med 66-årige Gudrun Schyman i spidsen.

Ved det forrige valg i 2010 kom partiet ikke over spærregrænsen, da det kun opnåede 2,2 procent af stemmerne.