Ebola-smittet læge flyves til Schweiz

En cubansk læge, der er testet positiv for ebola i Sierra Leone, flyves nu til Schweiz for at blive behandlet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SIERRA LEONE: En læge fra Cuba, der har været udsendt til Sierra Leone for at bekæmpe ebola-epidemien, er selv testet positiv for den frygtede virus. Det skriver Cubadebate, der ifølge nyhedsbureauet Reuters citerer det cubanske sundhedsministerium.

Lægen, Felix Baez, havde søndag feber og blev testet positiv for ebola mandag, men hans tilstand beskrives som værende stabil.

»Vores medarbejder bliver tilset af et hold af britiske fagfolk, der har erfaring i at behandle patienter med sygdommen,« hedder det i erklæringen fra det cubanske sundhedsministerium.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har besluttet at flyve lægen til et hospital i Geneve i Schweiz, hvor den videre behandling skal foregå.

Felix Baez er en af de 256 læger og sygeplejersker, som Cuba har sendt til de vestafrikanske lande, der er værst ramt ebola-epidemien. 165 af dem befinder sig i Sierra Leone, mens 53 arbejder i Liberia og 38 i Guinea.

Ebola-epidemien, der brød ud i Guinea tidligere på året, har spredt sig til Sierra Leone, Liberia, Senegal, Nigeria og senest Mali.