Ebola-sygeplejerske: »Familien er selvfølgelig ked af, at jeg ikke er hjemme til jul«

Sygeplejersken Gro Kjær kaster sig uden international erfaring ud i kampen mod ebola. Sammen med 19 andre danskere har hun reageret på FNs opfordring til at gøre noget.

Gro Kjær arbejder er sygeplejerske på Svendborg Sygehus, men i år er julen med familien på Langeland skiftet ud med seks uger i Port Loko i Sierra Leone, hvor hun og 18 andre danskere deltager i den britisk-ledede ebola-operation. Onsdag er der afgang fra York, hvor de næsten 200 læger og sygeplejersker er i gang med et træningsforløb forud for operationen. Foto (t.v. og øverst t.h.): Si Longworth (sergent i den britiske hær) Fold sammen
Læs mere
Foto: (t.v. og øverst t.h.): Si Longworth (sergent i den britiske hær)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

YORK: Dagen før afrejsen til træningskurset i York dukkede en lille tvivl op i tankerne hos Gro Kjær. Var det nu det rigtige med familie, mand, tre børn på seks, 12 og 14 at tage til Vestafrika for at hjælpe med at bekæmpe ebola-epidemien i Sierra Leone.

»Nu er jeg slet ikke i tvivl. Det er sikkert nok for mig. Vi har fået svar på vores spørgsmål. Nogen skal gøre det,« siger sygeplejersken, der normalt arbejder på anæstesi-afdelingen på OUH Svendborg Sygehus.

Sammen med næsten 200 andre – briter, canadiere og danskere – gennemgår Gro Kjær i øjeblikket et intensivt tidageskursus på en base i York i det nordlige England. Derefter er der afgang på onsdag for i seks uger at deltage i bekæmpelsen af den frygtede og ekstremt dødelige sygdom.

Den danske sygeplejerske har ikke nogen forudgående erfaring med internationale hjælpeopgaver, men da hun i november så en opfordring til dansk sundhedspersonale om at melde sig, gik det stærkt. Ansøgningen blev godkendt på sygehuset og sendt videre. Allerede dagen efter blev der ringet om, at hun var med på holdet. Så måtte hun sige til sin mand, at nu var det alvor.

»Han sagde, at »det er det, du skal«. Jeg har gerne villet ud, og når der kommer en anmodning om, at der mangler sygeplejersker, så kan man ikke sidde den overhørig, når man har muligheden og lysten til det.«

Opbakningen fra familien er i orden. Kjær har forklaret sine tre børn, at hun jo »ikke skal i krig«. Inden afrejsen har familien talt meget om, hvad opgaven er, og hvordan det konkret skal foregå. Der har været oplysningsaften for alle pårørende, og den danske sygeplejerske har en god fornemmelse af, at hendes børn kan håndtere det.

»De er glade for, at jeg skal være på en klinik og ikke ud i landsbyer og hente lig. Familien er selvfølgelig ked af, at jeg ikke er hjemme til jul, men mine børn kan også godt forstå det.«

En overvældende opgave

Det er det britiske forsvar, der står i spidsen for operationen i Sierra Leone, hvor man opretter seks klinikker med op til 100 sengepladser hver. Men mens der udsendes britisk militærpersonale til klinikkerne, deltager Danmark med 19 civile frivillige fra sundhedssektoren. De får selskab af én militærperson, oberstløjtnant Jørgen Clasen fra Aalborg Kaserne, der skal være »fører for holdet«.

Kampen mod ebola i især Liberia og Sierra Leone er på alle måder en overvældende opgave. Flere lokale læger og sygeplejersker er blevet smittet og er døde under arbejdet med patienterne. Også internationalt sundhedspersonale er blevet smittet, hvoraf nogle har overlevet efter intensiv behandling og brug af eksperimenterende medicin, mens andre er døde.

Magasinet Time har netop udnævnt sundhedsarbejderne i Vestafrika til »Person of the Year« i 2014. Det er der ingen, der nævner under den dybt koncentrerede træning på basen uden for den gamle vikingeby.

»Hvis der ikke bliver grebet ind, kan man selv beregne konsekvenserne. Hver fjerde måned er antallet af smittede tidoblet. Fra 1.000 til 10.000, herfra vil det blive 100.000 og så en million,« siger Alex Boisen om årsagen til, at han har meldt sig.

»Da jeg hørte om, at de søgte sygeplejersker, skrev jeg en mail om, hvad jeg kan. Et kvarter senere ringede de mig op.«

Vidt omkring

Han var overhovedet ikke i tvivl om, at han skal bidrage og var i forvejen ved at undersøge mulighederne hos Læger uden Grænser, der er en af de mest aktive organisationer i området.

Boisen er medico-tekniker på Niels Bohr Institutet. Det betyder, at han kan bruge sin ekspertise på klinikken i Sierra Leone til at vedligeholde og reparere røntgenapparater og andet udstyr. Tidligere har han været i Indonesien efter tsunamien for Internationalt Røde Kors. Han har også været i Afghanistan og Sydsudan, og han var med første danske militære hold i Kosovo.

»I Afghanistan vidste vi ikke, om nogen ville skyde på os, eller om noget ville eksplodere. Det her har vi kunnet træne til, så jeg er egentlig ikke bange, men jeg har respekt for det. Ligesom når jeg har haft med nuklear medicin at gøre efter at have lært at håndtere det.«

Global nødsituation

Boisen mener også, at den lille gruppe under træningen er blevet så fasttømret, at de kan støtte hinanden.

»Jeg tror på, at den her gruppe af læger og sygeplejersker er så professionelle, at vi kan håndtere hygiejnen. Det er også en fordel, at virusset svinder efter seks timer medmindre, at det ligefrem er blodplasma. Man kan sige, at når vi står op om morgenen, er lejren ’ren’.«

Ifølge de officielle tal har ebola-vira dræbt flere end 6.300 og smittet flere end 17.800. Mange eksperter frygter, at det reelle tal er væsentligt højere. Laboratorier arbejder på højtryk for at finde en medicin eller vaccine mod den ekstremt smitsomme sygdom, men flertallet af ebola-patienterne dør fortsat en pinefuld død efter et kort sygdomsforløb. FNs sundhedsorganisation WHO betegner nu sygdomsepidemien som en global nødsitutation, og flere eksperter mener, at det er i absolut sidste øjeblik, at Storbritannien, Danmark og en række andre lande forsøger at gribe ind, inden ebola-smitten kommer helt ud af kontrol.

De udsendte bliver forberedt på, at de kan komme til at arbejde under et enormt pres, og det gælder om at holde fast i sikkerhedsforanstaltningerne uanset hvad. Under træningen beholder de deres masker på, også når de et øjeblik kan slappe af og falde ud af »rollen«. Når de kommer til Sierra Leone er reglen: Ingen håndtryk, ingen fysisk kontakt. Hverken med lokale, patienter eller kolleger.

»Jeg har gjort mig tanker om, hvordan det vil være. Men jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan det vil påvirke mig psykisk,« siger »medical teamleder« Thomas Ingemann Pedersen.

»Jeg tror på, at jeg kan tage vare på mig selv og gennemføre behandlinger med makismal beskyttelse,« siger læge på Nordsjællands Hospital Thomas Ingemann Pedersen, som skal deltage i ebola-operationen i Sierra Leone i rollen som »medical teamleder«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Taudal.

Maksimal beskyttelse

Som læge på Nordsjællands Hospital i Frederikssund med ekspertise i klinisk mikrobiologi føler han sig godt klædt på. Han har også været ude før i en flygtningelejr i Thailand og været på en boreplatform i Nigeria. Han har heller ikke været i tvivl om, at det er nødvendigt, at folk med kvalifikationer som hans melder sig, fordi den hidtidige indsats mod ebola ikke har givet »noget knæk i kurven«:

»Jeg tror på, at jeg kan tage vare på mig selv og gennemføre behandlinger med makismal beskyttelse. Vi må se på, at vi prøver at gøre noget godt. De mennesker, der dør, vil ikke være vores skyld, for vi arbejder med de ressourcer, vi har.«

De to mænd er begge singler, mens Gro Kjær har sin mand og børn. Når de vender tilbage fra Danmark, har de mulighed for selvvalgt isolation i de tre uger, der er den maksimale inkubationstid for ebola-smitten. Kjær siger, at hun helt sikkert vil benytte sig af muligheden, og arbejdspladsen er indforstået, men hun vil ikke isolere sig fra familien.»Det vil være godt at være hjemme efter den tid, hvor jeg har været fraværende. Så vil jeg være sammen med mine børn,« siger hun.

»Så længe jeg ikke har feber og ikke har symptomer, ved jeg, at jeg ikke er syg og ikke vil smitte. Jeg ved også, at nogle kan være bekymrede. Jeg bor på Langeland, og nogle vil måske tænke, at der er fare for at blive smittet, hvis jeg er i Brugsen for at købe ind eller henter mine børn på skolen. Det er en bekymring, som jeg har respekt for, og så må jeg fortælle om, hvornår ebola smitter.«