Det, Trump mente, var…

Trump-kampagnen forsøger med feberredninger at få Trump ud af kattepinen med Putin og demokraternes mail.

Foto: CARLO ALLEGRI

PHILADELPHIA: Udgør den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, en reel sikkerhedsrisiko? Det har været spørgsmålet længe, fordi han ganske enkelt taler, før han tænker. Derfor har hans presseafdeling også et fast punkt på dagsordenen. Det hedder »What Trump Would Have Said« eller på godt dansk: »Det Trump mente, var …« Ikke usædvanligt for en presseafdeling, som hver eneste dag skal lave spin på det, en kandidat har sagt.

Men kilder hos republikanerne siger, at den bliver brugt meget i disse dage. Trump er igen gået solo efter en meget lille periode, hvor han holdt sig til et manuskript. Nu er han er tilbage som den store improvisator, og det går ikke altid godt.

Trump opfordrede i forgårs direkte rusderne til at hacke sig ind på den demokratiske kandidat, Hillary Clintons computer. Dermed afledte han mediernes interesse for det, der faktisk indtil da var hovedhistorien – at nogle i det demokratiske partis ledelse havde snydt Clintons modkandidat i partiet, Bernie Sanders, ved at udtænke udspekulerede strategier for at få den 74-årige socialist ud på et sidespor, så Hillary Clinton kunne vinde kandidaturet på konventet i Philadelphia.

For det viste sig ifølge FBI, at russere med tilknytning til to efterretnings­tjenester i Moskva med stor sandsynlighed stod bag. Og Trump syntes åbenbart, at han ville give denne del af historien en dobbeltskrue. På en improviseret pressekonference i Florida kom han derfor med den nu berømte sætning: »Rusland, hvis I lytter med. Jeg håber, at I er i stand til at finde de 30.000 email, som stadig mangler. Jeg tror, at I vil blive belønnet stort af pressen«.

Republikansk panik

Det var ikke alene en præsidentkandidat, der opfordrede en fremmed magt til at hacke sig ind i en amerikansk politikers computer. Det var også en kandidat, der bad Rusland om at blande sig i en amerikansk valgkamp ved at finde en række andre email, som Clinton havde slettet fra sin personlige server fra sin tid som udenrigsminister, og som hun hævder har været privat post.

Det udløste stor panik, også i Det Republikanske Parti, hvor først Paul Ryan – den republikanske formand for Repræsentanternes Hus – og senere også Trumps vicepræsidentkandidat, Indianas guvernør, Mike Pence, måtte ud og sige dét, Trump ikke sagde: At det ville få store konsekvenser for Rusland, hvis de fortsætter med at hacke og blande sig i en amerikansk valgkamp.

I mellemtiden var Trump-kampagnen igang med det store beredskab. For hvad var det egentlig, at Trump ville have sagt, hvis han havde tænkt sig om? Jo, det han i virkeligheden forsøgte at sige, var, at Rusland med det samme og betingelsesløst skal udlevere de stjålne email til FBI. Det var den »sandhed«, som spindoktorerne godkendte. Den »venstreorienterede« presse havde selvfølgelig – som sædvanlig – fordrejet hans udtalelser til ukendelighed.

Demokratisk forbrødring

Problemet var bare, at Trump sagde det direkte til TV-kameraerne. Så ord for ord for ord blev det gentaget i den bedste sendetid, og demokraterne kunne godte sig. For al fokus på deres katastrofale behandling af Sanders var forsvundet som dug for solen, og det demokratiske konvent kunne fortsætte med en uventet forbrødring mellem Sanders og Clinton. Trumps modstandere i Det Republikanske Parti kunne ægre sig over, at en åbenlys mulighed for at få demokraterne ned med nakken foreløbig var gået tabt.

Demokraternes grand old man, den 76-årige Harry Reid, lavede sit eget spin. Han opfordrede direkte den amerikanske efterretningstjeneste til fra nu af at give Trump falske morgenbriefinger, så han ikke ved et uheld kommer til at tale over sig til Putin. For bag historien om Trumps udtalelser ved pressemøder ligger netop frygten for, at han taler over sig. Og siden sidste uge har han som præsidentkandidat hver eneste morgen modtaget den samme sikkerhedsbriefing af de amerikanske efterretningstjenester, som præsident Barack Obama. Fra i dag får Hillary Clinton ligeledes de samme, for en af dem bliver præsident og skal fra midten af januar være klar til at træffe vigtige beslutninger, når de sidder i Det Hvide Hus. Så spørgsmålet, som der dennegang af demokraterne spinnes videre på, er: Udgør Trump en sikkerhedsrisiko?