Britiske mænd sover med bamse

35 pct. af alle voksne i Storbritannien sover med deres bamse, viser en undersøgelse. - At kramme en bamse er en vigtig del af vores nationale psyke, siger britisk psykolog.

35 pct. af alle voksne i Storbritannien sover med deres bamse, viser en undersøgelse. - At kramme en bamse er en vigtig del af vores nationale psyke, siger britisk psykolog. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

Britiske mænd har givet udtrykket et dyt i bamsen en helt ny betydning.

En ny undersøgelse fra den store britiske hotelkæde Travelodge viser, at hver fjerde britiske mand - lige som Mr. Bean - tager sin bamse med, når han er på rejse.

Man ser det for sig: En udmattet britisk forretningsmand i perfekt habit, sorte blanke sko og slips ankommer til sit hotelværelse en sen aften efter en lang dags arbejde. Han klæder sig af og børster tænder, inden han sammen med sin bamse går til sengs med et saligt smil om munden. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Mr. Bean.

Undersøgelsen, der omfatter 6.000 kunder hos Travelodge, viser at 35 pct. af den voksne britiske befolkning sover med bamse, fordi de synes, at det er behageligt at kramme den. At kramme en bamse virker beroligende og afstressende og hjælper folk til at falde i søvn efter en hård dag, hedder det i en pressemeddelse fra hotelkæden.

- Det at kramme en bamse er en vigtig del af vores nationale psyke, fordi det fremkalder en følelse af fred, sikkerhed og tryghed, siger psykologen Corrine Sweet, der bl.a. har skrevet selvhjælpsbøgerne "Birth Begins at Forty" (Fødslen begynder ved 40) og "How To Say No" (Hvordan man siger nej).

- Det ligger i den menneskelige natur, at overføre følelser fra barndommen til voskenlivet, og det er derfor, at 35 pct. af de voksne indbyggere i Storbritannien sover med deres bamser. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er populært at tage bamsen med på forretningsrejser - selv blandt mænd. Ved sengetid fremkalder en bamse en følelse af sikkerhed, varme og hjemlighed - lige som i barndommen, siger Corinne Sweet.

Ifølge undersøgelse har 51 pct. af de voksne briter stadig deres bamse fra barndommen, og gennemsnitsalderen blandt disse 27 år.