Bayern i chok efter drab på børn i juledagene

Bayerns justitsminister råber vagt i gevær, efter at mors drab på sine to sønner og fars selvmord og drab på søn i juledagene.

To familiedramaer med tre dræbte børn og en død far har rystet den sydtyske delstat Bayern i juledagene.

En 37-årig mor fra Beratzhausen nær Regensburg blev onsdag aften varetægtsfængslet, efter at hun førstejuledag kvalte sine to sønner på henholdsvis to og tre år. Kvinden menes at have psykiske problemer.

Og førstejuledag blev en otteårig dreng fundet dræbt ved siden af juletræet i en lejlighed i München. Drengens 43-årige far begik selvmord efter at have myrdet drengen.

Delstatens justitsminister, Beate Merk, krævede omgående tiltag for at beskytte børn.

- Netop den ekstreme kontrast mellem julefreden og disse rystende gerninger bør få os alle til at råbe vagt i gevær, sagde hun.

En bølge af drab på børn førte kort før jul til en aftale mellem forbundskansler Angela Merkel og de 16 delstater om at indkalde alle børn til pligtbesøg hos børnelæger.

/ritzau/dpa