4000 er evakueret under skovbrande på Gran Canaria

I et døgn har flammer haft fat i spansk ferieø. Der er risiko for, at ilden spreder sig, siger myndigheder.

Et område på 500 hektar brænder på Gran Canaria, hvor 2000 mennesker er blevet evakueret. Mindst 250 brandmænd har hjulpet til med slukningsarbejdet. Desiree Martin/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Lørdag formiddag brød en voldsom skovbrand ud på den spanske ferieø Gran Canaria, der også for nylig har været ramt af brande.

4000 personer er søndag blevet evakueret, oplyser myndighederne på De Kanariske Øer ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Branden brød ud lørdag formiddag og har hærget et område på mere end 500 hektar. Søndag formiddag skrev nyhedsbureauet AP, at 2000 borgere var blevet evakueret.

»Ilden er ikke under kontrol eller stabiliseret,« siger områdets regionale præsident Angel Victor Torres under et pressemøde.

Ifølge Reuters har Torres været i kontakt med den spanske premierminister, Pedre Sanchez, og anmodet om hjælp til slukningsarbejdet.

Ti fly, helikoptere og omkring 700 brandmænd har søndag hjulpet med slukningsarbejdet nær byen Valleseco på den nordlige del af øen.

Flammerne har haft fat i et område på omkring 1700 hektar, og 11 veje er blevet lukket. Myndighederne meddelte søndag formiddag, at mindst seks byer i området var blevet evakueret.

Øen var også ramt af skovbrande i sidste uge. Flammerne fortsatte i to døgn, og bredte sig til et område på omkring 1500 hektar, inden de blev slukket.

Den kraftige skovbrand i sidste uge brød ud i bjergene i Artenara-kommunen nær Las Palmas, og 1000 borgere blev evakueret.

Skovbrande er ikke noget usædvanligt fænomen i den sydlige del af Europa, når det er sommer og varmt.

Store områder i Spanien var i alarmberedskab søndag, da det er højrisiko for brande, har det spanske meteorologiske institut, AEMET, oplyst.

/ritzau/AP