Et »godmorgen Jakob« fløj gennem luften, da Lykke Sørensen gjorde sin entré i Københavns Byret. Lykke Sørensen var PETs juridiske chef under Scharf, hans højre hånd og en del af den direktionsmæssige indercirkel i efterretningstjenesten.
Fredag fortsatte sagen mod tidligere efterretningschef Jakob Scharf. 52-årige Scharf er tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger fordelt over 28 passager i bogen »Syv år for PET«. Denne påstand er hans tidligere kollega enig i.
Anklager Sonja Hedegaard spurgte Lykke Sørensen, hvorvidt Jakob Scharf havde videregivet fortrolige oplysninger.
»Ja,« svarede Lykke Sørensen kontant.
Ifølge anklageskriftet skulle Jakob Scharf have delt detaljer i bogen, som har skadet PETs arbejde, forholdet til andre sikkerhedstjenester og svækket Danmark.
Beslutningen
Kastede man et blik på kvinden, der fredag stod i vidneskranken, ville man se på en del af den trio, der angiveligt skulle have udgjort det øverste magtlag under Jakob Scharfs tid som PET-chef. Ifølge en konsulentrapport, var tjenesten de facto ledet af en trio bestående af Jakob Scharf, Lykke Sørensen samt tjenestens administrerende direktør, Mette Lyster Knudsen. Lykke Sørensen forlod PET i 2014.
Springer vi frem til i dag, er Lykke Sørensen at finde i Københavns Byret. På anklagebænken sidder den nu forhenværende chef for PET – og netop dette lod til at være en pointe.
PETs chef kan til enhver tid tage en beslutning om at afklassificere en oplysning.Lykke Sørensen, tidligere juridisk chef i PET
Afhøringen igennem lagde den tidligere juridiske chef særlig vægt på, at PETs oplysninger »hovedsageligt« var klassificerede som fortrolige. Ifølge Lykke Sørensen er det kun tjenesten selv eller den siddende efterretningschef, som kan ændre ved denne klassificering.
»PETs chef kan til enhver tid træffe en beslutning om at afklassificere en oplysning,« sagde hun i retten, men uddybede at det ikke gjaldt efterretninger, som ikke ejes af PET, men af andre efterretningstjenester.
Jakob Scharf fratrådte stillingen som chef for Politiets Efterretningstjeneste i slutningen af 2013, mens det af bogens forord fremgår, at Scharf første gang mødtes med bogens forfatter, Morten Skjoldager, i 2015.
Under fredagens afhøring, var det dog ikke alle spørgsmål, der blev besvaret.
»Jeg kan ikke forholde mig til de konkrete punkter«
I realiteten var det begrænset, hvor meget anklagemyndigheden fik uddybet med hensyn til de reelle passager fra anklageskriftet.
Dette bundede i, at Lykke Sørensen ofte henviste til sin tavshedspligt, og at den tidligere juridiske chef forklarede, at hun ikke ville være i stand til at bedømme, hvilke efterretninger der ville udgøre en fare for forhenværende eller aktive operationer.
Hendes forklaringer til retten var et ekko fra afhøringen af den nuværende chef for PET, Finn Borch Andersen, som mandag lagde vægt på, at viden fra tiden i efterretningstjenesten skal efterlades på kontoret.
»Fem minutter efter, at man er gået ud af døren, har man vanskeligere og vanskeligere ved at vurdere, hvilke påvirkninger det kan have for tjenestens virke,« sagde han fra vidneskranken mandag.
Ifølge Borch Andersen skulle »Syv år for PET« samtidig have slået adskillige buler i tilliden hos partnertjenester, idet han efterfølgende havde »brugt rigtig mange timer på at tale med andre tjenester om bogen« for at genskabe tilliden.