Metroen ramt af strømsvigt

Der kører ingen metrotog på strækningen mellem Øresund Station og Lufthavnen på grund af strømudfald.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Københavns Metro er tirsdag middag ramt af et strømudfald.

Det betyder, at der ikke kører nogen tog på strækningen mellem Øresund Station og Københavns Lufthavn.

Metro Service oplyser på Twitter, at man ikke har nogen tidshorisont for, hvornår problemerne er løst.

Der er ikke indsat metrobusser på den berørte strækningen, hvor der heller ikke kører andre busser.

Metro Service oplyser samtidig, at rejsetidsgarantien er trådt i kraft.

Det betyder, at passagerer under visse betingelser har ret til at tage en taxa. Det er en forudsætning, at turen påbegyndes fra en af de stationer, der er berørt af nedbruddet.

Passagerer til og fra København kan bruge DSBs Øresundstog, der kører fra Nørreport og Ørestad stationer samt fra Københavns Hovedbanegård.

Det var kort efter klokken 12, at strømmen røg på strækningen.

Artiklen opdateres...