Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Umoralske Venstremænd

Læs mere
Fold sammen

Margrethe Vestager opfandt for mange år siden værdier i et lille propagandaskrift, der hed »Værdier i virkeligheden«. Siden da har vi været plaget med værdier.

De trues ofte, disse værdier. Nu er endog vore »kerneværdier« truet, skriver professor Peter Harder i en kronik i Politiken, der i praksis er en lang valgannonce for Socialdemokraterne. Det er ikke radikaliserede muslimer, der truer værdierne, nej, det er Venstre. Venstrefolk mangler moral. De »undergraver« den politiske »kultur«. Disse umoralske Venstremænd har indført en ny norm: Den består af lækager eller »udskridninger«.

Harder er professor i engelsk grammatik. Og han laver så en parallel til grammatikken, der kan forklare, hvorfor Venstremænd er onde. De er det ikke individuelt, for et enkelt menneske kan ikke ændre sprognormen, men sproget ændres kun, når normen ændres, men hvem ændrer normen?

De umoralske Venstremænd følger altså blot en norm, men det er et mysterium, hvem der har ændret normen. Dog viser det sig, at skurken er et enkelt menneske: Claus Hjort. Han har misbrugt magten, og han skal »kræves til regnskab«, siger grammatikeksperten. Måske burde professoren koncentrere sig om engelsk grammatik; det er jo det han får sin høje gage for.