Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hvor blev Pernille Skippers kritiske spørgsmål om stening og sharia af?

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Et par simple spørgsmål

Niels Jespersen

Står det til tidligere talsmand ved Det Islamiske Trossamfund, Kasem Said Ahmad, så skal utro kvinder stenes. Men så længe de holder sig på måtten, er der intet til hinder for, at man kan stemme dem ind i Folketinget. Derfor har den islamistiske aktivist under valgkampen opfordret ortodokse muslimer til at stemme på bl.a. Zenia Stampe og Pernille Skipper. Den sidste har han også optrådt på billeder med.

Pernille Skipper hævder, at hun ikke kendte til Ahmads holdninger, og Groft Sagt kan godt forstå hende. Hvis bare der havde været en nem måde at få afklaret den slags. F.eks. ved at spørge til stening og sharia på samme måde, som medierne og venstrefløjen har spurgt Kristendemokraterne om deres holdning til abort.

Journalisternes bibel: New York Times

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Journalister er opdraget til at betragte New York Times som en bibel, som man fundamentalistisk tror på bringer sandheden hver dag. Det er skægt nok, for denne Groft Sagt-skribent har aldrig mødt en journalist, som troede på noget i Bibelen. Journalister har som gruppe simpelthen erstattet historierne om Moses og Jesus og de andre kendte figurer med New York Times-skribenter. Hvad de ikke har opdaget er, at avisen gennem de senere år har overhalet Politiken venstre om og erstattet tilstræbt objektivitet med stærk subjektivitet, hvor det ikke længere er let at adskille nyheder og holdninger.

I 1800-tallet brød en ny videnskabelig baseret bibel-kritik igennem på visse vestlige universiteter. Man troede ikke længere på hvert eneste ord i Bibelen. Nu venter vi på et lignende gennembrud i journalistiske kredse over for New York Times. Men man kan frygte, at der bliver tale om 40 års ørkenvandring.

Hvor de gamle som faldt på Folkemødet

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Årets Folkemøde i Allinge er slut med højeste besøgstal nogensinde trods indledende kritik af, hvor dyrt, elitært og ufolkeligt hele dette arrangement er. For eksempel ophørte Landbrug & Fødevarer med at invitere journalister og politikere til deres traditionsrige lounge-party med lækre sandwich, grisekød i tarm, velskænkede fadøl og liflig musik, fordi det nu var blevet for dyrt at deltage.

Groft sagt savnede nok L&Fs arrangement i ca. fem sekunder, for det blev alligevel til glade gensyn med landbrugets folk overalt til alle de andre aftenfester med præcis det samme indhold. Man kan vel sige, at hvor de gamle, som faldt, er der ny overalt.

Groft sagt kan fra køen til roséflaskerne på Egmonts Folkemøde-reception allerede nu afsløre, at næste års Folkemøde - traditionen tro - bliver indledt med den samme klagesang om, hvor elitært, dyrt og ufolkeligt det hele er.