Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

DFs ledelse i Tjernobyls kontrolrum

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

DFs Tjernobyl

Niels Jespersen

Som flere har påpeget, så lignede DFs ledelse til valgaftenen mandskabet i Tjernobyls kontrolrum. Hvad skete der? Er kernen intakt? Også efterspillet ligner en genopførelse af HBO-serien, hvor en række inkompetente partipampere sidder og skubber ansvaret rundt. F.eks. har Pia Kjærsgaard i BT denne forklaring på partiets nedsmeltning: »Det synes jeg er mediernes skyld. Klimadagsordenen er helt ude af dimensioner. Det er grotesk, at det har fået så meget plads i medierne.«

Hvor har vi hørt den forklaring før? Som salige Marx sagde, gentager historien sig som en farce. Nu står den revolutionære Pia selv på magtens tinde og nægter at anerkende, at folket ikke ønsker hendes system. Det er mediernes skyld. De får befolkningen til at mene forkerte ting. Alt det som de kulturradikale sagde tilbage i 90erne. Pia mangler bare at sige, at de ikke er stuerene.

Træklatringens radikale rødder

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

De Radikales leder, Morten Østergaard, er klatret op i et træ under regeringsforhandlingerne. Deroppe sidder han og råber til de andre, hvordan han vil have det. Engang var de Radikale et kompromisets parti. Den position syntes Martin Lidegaard, at de Radikale skulle generhverve, hvorefter han blev verfet ud fra de Radikales gruppeledelse af Den Store Radikale Leder.

Problemet er, at folkestyret ikke kan fungere med parlamentarikere, som sidder oppe i træerne. Groft sagt trøster sig med, at vælgerne er af samme mening. De eksekverer den slags med kontant afregning, således som det skete med en anden eks-radikal træklatrer ved valget.

Den store mediekarusel

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Dagbladet Information udtrykker på lederplads håb om, at det røde flertal hjælper DR efter besparelsen på 20 pct. Bladet håber på, at besparelsen reduceres til 16 pct. Det tror da pokker, for i årtier har Information og DR været forbundne kar. Når en journalist havde vist tilstrækkelig venstreorienteret ildhu på Information ved kun at referere røde medier som Guardian og Dagens Nyheter, så var der fluks plads på DR.

Denne symbiose er kun en mindre del af mediekarusellen, der viser sig ved, at redaktører suser fra det ene medie til det andet og under karuselturen skifter holdninger, som vi andre underbukser.

Systemet fungerer, afslørede fagbladet Journalisten i 2014, ved personlige anbefalinger: »Næsten hvert andet job i mediebranchen bliver besat af folk, der anbefaler hinanden ... og hvor jobsamtalen ofte er ren formalia.«

Mon ikke Informations chefredaktør Rune Lykkeberg snart er på vej til en ikke-opslået stilling i DR-mastodonten?