Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Han blev lagt for had af journalister - nu bør man oprette en ærespris i hans navn

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En modig journalist er død

Bent Blüdnikow

Lars Villemoes er netop død. Han kom ud af et ekstremt venstreorienteret miljø, men da Blekingegadebanden blev arresteret, skrev han som journalist i venstrefløjens avis, Information, artikler om banden og dens rødder i det hjemlige venstreorienterede miljø. Det blev han særdeles upopulær på. Læsere og journalister på Information rasede, i fagbladet Journalisten skrev man i lederen, at han bar journalistikken til graven. Journalistforbundet arrangerede en høring, hvor man svinede Lars Villemoes til. Da retssagen mod banden begyndte blev Villemoes frosset ud af chefredaktør Lasse Ellegaard og søgte arbejde på Weekendavisen. Han blev brugt som skrækeksempel i en undervisningsbog på journalistuddannelsen i Aarhus.

Lars Villemoes var en ekstremt modig journalist, der blot skrev sandheden, men blev lagt for had af journaliststanden, hvilket blev hårdt for ham. Nu er han død. Var det ikke en ide, at Journalistforbundet oprettede en ærespris i hans navn for dog at angre nogle af sine synder?

Nisse-Bertel

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

De tror det næppe, men det er lykkedes den ellers harmløse, bovlamme og kun momentvis arrige borgerlighed i form af Bertel Haarder, at lave et lillebitte stykke ægte kulturkamp. Af den slags, der virker, fordi det ikke er pænt eller censureret af marskandiserne i baglandet. Men både sjovt og begavet. Det drejer sig om den årlige julesang, som Bertel har forfattet, hvori Enhedsliste-gruppesex-fadæsen og dens faciliterende borgmester, Ninna Hedeager Olsen, optræder på fornem plads: Helt anderledes hetero er Hedeager-drengen/Én var ej nok, han vill’ ha’ to med i borgmestersengen!/Han møved’ med dem begge, og han pilled’ lidt for meget!/Han tro’de, at i Enhedslisten var der fælleseje!

Fremragende og sjovt. Hvilket naturligvis har fået kommunisterne op i det røde felt - i sig selv en præstation for en borgerlighed, der ellers er skræmt til døde ved den blotte tanke om at fornærme nogen på venstrefløjen.

Men det var også julens søde sager, der for år tilbage fik blodet til at rulle i Haarders årer under det famøse risengrødsinterview. Måske Bertel simpelthen er skarpest omkring juletid. Er han mon i virkeligheden nisse?