To Michelin-restauranter rykker ind i Tivoli til sommer

Michelin-restauranterne AOC og KOKS åbner denne sommer hver sin pop op-restaurant i Tivoli. Det sker, i forbindelse med at haven opgraderer sin gastronomi på et tidspunkt, hvor restaurationsbranchen og oplevelsesøkonomien er i knæ.

Det japanske Tårn i Tivoli kommer til at huse hele to Michelin-restauranter, som sommeren over rykker ind. Det sker, i forbindelse med at gastronomien skal have et løft i den gamle have. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

For nylig kom nyheden om, at Gasoline Grill åbner i Tivoli, når haven igen slår dørene op – efter planen i slutningen af marts.

Nu viser det sig, at den hypede gourmetburgerkæde får selskab af hele to Michelin-restauranter, som midlertidigt rykker ind efter pop op-konceptet.

Der er tale om henholdsvis Restaurant AOC, der til hverdag holder til i de hvælvede kælderlokaler under Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade i København, og Restaurant KOKS, som ligger på Færøerne, og som tager udgangspunkt i færingernes madtraditioner med hengemning, saltning og fermentering af alt fra fisk til lam og hval.

Det bliver Det japanske Tårn, som skal huse de to restauranter, der kommer til at holde åbent seks uger hver i perioden fra 1. juni til slutningen af august.

Mikkel Ustrup, Chef for Nimb

»Vi tror på, at det her kan være med til at sætte os på det gastronomiske københavnerkort.«


»Konceptet bliver – i store træk – at man kan købe lette retter og sætte sig og spise lidt uformelt, mens man kan få en mere sofistikeret udgave om aftenen, hvor der serveres en hel menu, som afspejler noget af det, man også kan få i restauranten,« siger chefen for Nimb, Mikkel Ustrup, som er den, der har fået samarbejdet i stand.

»Det er ikke deres menuer en til en, men et udvalg, som giver et indblik i deres kogekunst og tilgang til råvarer. Og så rammer de priser, hvor flere kan være med,« tilføjer han.

Gastronomien skal fylde mere

Tidligere har Tivoli huset Michelin-restauranten The Paul, som var ejet af Paul Cunningham og lå i Glassalen fra 2003 til 2011, hvor den lukkede. Den danske kok og forfatter Thomas Herman åbnede desuden Restaurant Herman på Nimb i 2008 og blev der, i ti måneder efter at den fik tildelt en af de eftertragtede Michelin-stjerner.

I dag huser Tivoli 23 restauranter, 14 fastfoodserveringssteder, fem barer og to cafeer. De nye pop op-tiltag er et led i, at man vil højne kvaliteten af havens gastronomi, fortæller Mikkel Ustrup.

»Vi har en strategi, som går på at få løftet vores gastronomiske niveau, og her er det rigtig godt at få to så interessante aktører til at sætte barren højt. KOKS er jo et lille mirakel, som har fået to Michelin-stjerner på Færøerne, og som er lige så kendt i New York som i København, mens AOC er kendt for sit nordiske køkken med udgangspunkt i de bedste lokale råvarer,« siger Mikkel Ustrup, som ikke lægger skjul på, at det seneste år har været lidt af et mareridt.

»Det er ingen hemmelighed, at 2020 har været et svært år for oplevelsesindustrien og i særdeleshed for gastronomien. Med det nye samarbejde er vi endelig tilbage på den gastronomiske scene med noget af det ypperste på internationalt niveau,« siger han.

Christian Aarø, sommelier hos AOC

»Da vi blev præsenteret for ideen om at bringe de gode, unikke danske råvarer og den nordiske smag ind i Tivoli, kunne vi ikke sige nej.«


»Bedste skaldyr«

Restaurant AOC er den første af de to, som man kan opleve. Her kan man spise fra 1. juni til midt i juli.

Ud over sine to stjerner i Michelin-guiden fik restauranten for nylig fem ud af seks stjerner, da Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Frank, anmeldte AOCs takeawaymenu, som serveres under coronanedlukningen.

Restaurant AOC har under nedlukningen solgt en takeawaymenu (billedet). Nu rykker Michelin-restaurantens gastronomi efter planen ind i Det Japanske Tårn i Tivoli fra 1. juni og seks uger frem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Majken Matzau.

Bag AOC står Christian Aarø og Søren Selin, som også har planer om at supplere med en cocktail-/vinbar med mindre serveringer, når de åbner midlertidigt mellem havens mange forlystelser.

»Sommeren 2021 bliver helt speciel. Det bliver »Sommer i Danmark«, hvor vi alle skal nyde vores eget land og dets dejlige muligheder. Da vi blev præsenteret for ideen om at bringe de gode, unikke danske råvarer og den nordiske smag ind i Tivoli, kunne vi ikke sige nej,« siger Christian Aarø i en pressemeddelelse.

KOKS fik også overvældende ord med på vejen fra Søren Frank, som i 2019 lagde vejen forbi den færøske restaurant og kvitterede med seks stjerner.

»Man får ikke bedre skaldyr end dem på KOKS, den færøske sæterrestaurant, som har lagt hele verden, inklusive Michelin-guiden, ned,« skrev han blandt andet.

Restaurant KOKS på Færøerne er blevet verdenskendt – og har fået to Michelin-stjerner. Nu kan man efter planen snart få en smag af restauranten i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Jørgensen.

Opført af Tivoli-direktør

​Tårnet, som de restauranterne rykker ind i, har været en del af haven siden år 1900, hvor det blev opført af arkitekt Knud Arne Hansen. Han var gennem 40 år desuden direktør for Tivoli. I perioden 1901-2009 blev det til trods for den japanske byggestil bare kaldt »spisestedet Det Kinesiske Tårn«.

Nu hedder det 25 meter høje tårn igen Det japanske Tårn, og her har restauratører som Elisabeth Chaanhing, Henrik Damgaard og Henrik Yde gennem tiden lejet sig ind. Hertil kommer restauranten Letz Sushi.

Det japanske Tårn gik i mange år under navnet spisestedet Det kinesiske Tårn. Nu har det fået sit oprindelige navn tilbage. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

Hvis alt går efter planen, genåbner Tivoli 27. marts, hvor man i givet fald kan sætte tænderne i en burger fra Gasoline Grill. Ved at sætte åbningsdatoen for de to pop op-restauranter tror forlystelsesparken på en høj sandsynlighed for, at gæsterne må tage plads i tårnet for at spise et Michelin-måltid.

»Vi holder selvfølgelig vejret og krydser fingre. Men vi tror på det, og vi tror på, at det her kan være med til at sætte os på det gastronomiske københavnerkort,« siger Mikkel Ustrup.