Det er mere end ti år siden, at de århusianske brødre Michael, Jesper og Lasse Koch fik en idé til et nyt restaurantkoncept. De ville gentænke »all inclusive«-tankegangen og få den til at rime på en gourmetoplevelse.
»Vi sad og talte om, hvad der egentlig skal til for at skabe en god restaurantoplevelse. Vi mente, at en stor del af oplevelsen er at smage forskellige vine, så der startede vi faktisk – med at udtænke et koncept for en vinbuffet,« siger Michael Koch, der har en fortid som køkkenchef på Saison i Hellerup.
I 2008 åbnede deres første restaurant i Aarhus med fast menu, der udskiftes seks til syv gange årligt, og fri vinbar under navnet »Det Glade Vanvid«. Siden er de ekspanderet til Aalborg, Randers og snart Viborg.

8. maj er turen kommet til København, hvor de rykker ind i Læderstræde 3. Her er faste priser på 499 kroner mandag-onsdag og 599 torsdag-lørdag for en aften i restauranten med mad og drikke.
Med og uden alkohol
Køkkenchefen i København bliver Søren Gammelgaard, der oprindeligt er uddannet kok sommelier, og som blandt andet har Restaurant Kommandanten, Saison og Restaurant Mikkelgaard på sit cv.
Sammen med Michael Koch har han sammensat en menu med en række serveringer som makrel på pederrodsmousse, confit på rosa grape med asparges, kalv i skysauce, unghanesouffle med trøffelsirup og rabarberfromage med jordbærsorbet – plus det løse som landbrød med sæsonens urter og olier.

Hertil syv forskellige vine, som endnu ikke er helt fastlagt.
»Den mousserende velkomstvin er til den tørre side. Til både forretter og hovedretter er der valgt tre hvide og tre røde, hvoraf en er tør, en frugtig og en er 'full body'. Det samme gælder på den røde side, hvor der for eksempel er en god Pinot Noir, Sangiovese og zinfandel. Det ved vi snart,« siger Michael Koch og tilføjer:
»Tanken er, at man drikker den vin til maden, som tjeneren anbefaler, men vores store anbefaling er, at man også smager de andre. Men vi har også en alkoholfri vinbar, hvis man skal køre hjem eller af andre grunde ikke drikker.«
120 gæster
En af grundene til, at priserne kan holdes i et fornuftigt leje, er den faste menu, og at antallet af gæster er i den høje ende.
I de nye lokaler er der plads til omkring 120 spisende samtidig.
»Vi har faktisk ledt efter lokaler i København i fem år, men det kræver nogle lokaler og et køkken af en vis størrelse, når man skal kunne have flere end 100 personer siddende. Det betyder også, at der skal kunne produceres mange menuer på en gang – det tager vi selvfølgelig højde for. Men ellers arbejder vi med menuen på samme vilkår som alle de andre, der gør sig umage,« siger Michael Koch.
Når gæsterne går herfra, skal de have følelsen af, at de har fået mere, end de har betalt for.Michael Koch, medejer af Det Glade Vanvid
Mens der »kun« er en menu (plus en vegetar), har man masser af tid til at spise den. Når man har booket et bord, har man en plads i restauranten fra klokken 18.30 til lukketid.
»Jeg nyder selv at gå ud og spise i København, men nogle gange kan man godt føle, at der står en tjener og ånder en i nakken, fordi bordet skal sælges igen. Her er det en del af oplevelsen, at det er for en hel aften. Det er ikke sådan, at man bliver smidt ud på røv og albuer,« siger Michael Koch og beroliger alle, der får nervøse trækninger, når de hører ordet »buffet«.
»Det eneste, der er buffet, er vinen. Man går op og skænker sig et glas. Vi sætter selvfølgelig håndsprit op, hvor det giver mening.«
Drikker moderat
Trods fri vinbar – og adskillige timer til at besøge den – har Det Glade Vanvid ikke oplevet, at folk kommer for at drikke sig fulde. Faktisk drikker gæsterne ret moderat, fortæller Michael Koch.
»Det kan da godt være, at vi får besøg af 12 kvinder midt i december, som er ude og hygge sig og slå til søren. Det kan også være, at der kommer otte mænd henover sommeren, som har en fodboldafslutning, og som skal have en masse vin indenbords. Det kan vi jo aldrig gardere os imod. Men det er ikke, som det var en gang. Folk respekterer både mad og vin mere, end de gjorde for 10-12 år siden, og drikker som regel hellere to-tre gode glas end halvanden flaske dårlig vin,« siger Michael Koch, som alligevel tænker, at restauranten henvender sig til et prisbevidst publikum.

»Når gæsterne går herfra, skal de have følelsen af, at de har fået mere, end de har betalt for,« siger han.
Navnet Det Glade Vanvid refererer da også netop til prisen.
»Da vi havde udtænkt konceptet og fortalte en af vores venner om det og om vores priser, sagde han: 'Jamen det er jo det glade vanvid'. Det, syntes vi, var meget sjovt, så det var der, det havnede. Nu glæder vi os til at komme til give københavnerne en helaftensoplevelse hos os,« siger han.