Stort vintest tema: Etna er nu Italiens mest spændende vindistrikt

For få år siden var det historiske vindistrikt omkring Etna stendødt, men de senere år har en række tilrejsende vinbohemer gjort vinområdet til Italiens mest dynamiske.

Ejendommen Terre Nere foran Etna. Foto: Giuseppe Famiani Fold sammen
Læs mere

Jeg husker stadig fint min første besøg på Etna. Det varede hele to uger og var en sommerferie umiddelbart efter årtusindskiftet. Vi boede i et hus for foden af den stadigt aktive vulkan i en nedlagt citrusplantage på 10 hektar, som ikke var mere nedlagt, end at træerne stadig stod og tabte de store cedrat- (sukat) citroner, som sagde »dumpf!«, når de landede i den sorte vulkanske jord.

Jeg var godt klar over, at der blev lavet en lille smule vin på Etna. Jeg havde faktisk et møde med producenten Benanti, som var en af øens rigeste mænd, på hans daværende etstjernede restaurant i Catania. For Benanti, som havde tjent sine penge i medicinalindustrien, var vinen et con amore-projekt,  som han startede, fordi han huskede, hvordan vinproduktionen omkring Etna, som nu var totalt gået i stå, havde været livlig i hans barndom. Benanti var således praktisk talt alene om at producere kvalitetsvin fra Etna, da han startede i 1988.

Det, jeg smagte allerede dengang, allerførst i 00erne, var en vin, der var helt, helt anderledes end de tunge, mørke, nero d’avola-baserede murstensvine, der smager af lakridspibe og billig svesketobak. Etnavinene  – både de røde og hvide – var mineralske, komplekse, elegante og endda relativt lette. Det skyldes flere forhold:

For det  første er der den sorte vulkanske jord. Den indeholder både aske og sand, der dels giver lyse vine, dels gør, at mange af vinstokkene har overlevet vinlusen phylloxeras angreb, som i slutningen af 1800-tallet lagde de fleste at Europas vinmarker øde. På Etna vokser der således mange mere end 100 år gamle vinstokke, plantet på de oprindelige europæiske rødder, hvor næsten alle andre vinstokke i Europa er podet på amerikanske rødder, der er resistente over for phylloxera.

Vinmarkernes høje beliggenhed på 500 -1.100 meter spiller selvfølgelig også ind, dels med køligere temperaturer og senere høst, dels fordi druerne reagerer ved at skabe tykkere skind for at beskytte sig mod sollyset, hvilket bidrager til mere tannin (garvesyre). Endelig har det også betydning, at de fleste og bedste marker er plantet på vulkanens nordvendte skråninger, hvilket også bidrager med kølighed.

Vinhøst på Etna.  AFP PHOTO / JOE RAY. JOE RAY / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE RAY.

Hvad jeg ikke vidste dengang lige efter årtusindskiftet, var, at der netop på det tidspunkt var en mindre vinrevolution i gang på vulkanen. Uafhængigt af hinanden var en række internationale vinbohemer, -fantaster og -særlinge dukket op på vulkanen for at lave vin fra de tudsegamle vinstokke i den spændende mineralske jord.

Blandt de første var den dekadente norditaliensk baron Andrea Franchetti, som allerede dengang lavede en af Toscanas dyreste vine, kaldet Trinoro. Franchetti fik i starten hjælp til at fodtrampe sine druer af den danske vingodfather Peter Vinding-Diers, som stadig den dag i dag bor på Sicilien, og dennes berømte nevø Peter Sisseck (manden bag Pingus).

En anden og mere radikal pioner var den belgiske forhenværende vinhandler Frank Cornelissen, der i starten lavede sin vin i nedgravede amforaer (lerkrukker) men senere gik over til epoxy, som han finder mere smagsneutral. Cornelissen er purist grænsende til det autistiske, bortset fra i særligt vanskelige år sprøjter han ikke engang med kobbersulfat (bordeauxvæske), som ellers er tilladt og almindelig praksis for både økologer og biodynamikere, ligesom han sjældent tilsætter vinen svovl. Trods den laissez faire-agtige tilgang er Cornelissens vine med årene blevet stadigt mere elegante, selv om visse af dem stadig godt kan have en note af mødding eller endda flodhestebur.

I 2013 stemplede også danske Anne-Louise Mikkelsen, der har en fortid som vinmager i  Bourgogne og Toscana, ind på Etna og fik foden under eget bord på Tenuta di Aglaea. I dag er Etna således Italiens mest spændende og dynamiske distrikt for kvalitetsvin. Produktionsforholdene på Etnas skråninger er ikke nemme, så vinene fra vulkanen er ikke billige, men de er stadig billigere end f.eks. barolo og brunello, som kvaliteten godt kan måle sig med.

Før i tiden opfattede jeg altid den røde etna-vins stil som liggende tæt på en særligt lys og burgundisk barolo, som man f.eks. finder dem i kommunerne La Morra eller Verduno. Siden har jeg har læst, at man har fundet ud af, at den røde hoveddrue, nerello mascalese, er  beslægtet med sangiovese, som især er kendt fra Toscana, hvor den står bag chianti og brunello. Efter i denne omgang at have smagt omkring 25 etna-vine, står det klart for mig, at den typiske røde etna nok mere minder om en af de sjældne lyse brunelloer, sådan som denne vin udtrykker sig, når den er allermest elegant og burgundisk. F.eks. hos kultproducenterne Casse Basse, Poggio di Soto og Cerbaino.

 

Tenuta di Aglaea (Distino)

2017 Thalia  (229 kr.) ★★★☆☆☆

2016 Contrada Santo Spirito, Tenuta di Aglaea (349 kr.)  ★★★★★☆

Danske Anne-Louise Mikkelsen bruger en del nyere små franske egefade (barriques), hvilket slår ret kraftigt igennem på vinen, som er mørk og  kokosduftende, mens tanninen, som udtrækkes af træet, rasper gummerne en smule.

Hvor Thalia er ung og kantet, er topvinen, Santo Spirito, mere burgundisk, med let udvikling i form af tørret frugt, kamfer, chokolade og balsamiske noter i næsen og en let salt finish i munden.

 

Davide Bentivegna (Niche Vine)

Attia (175 kr.) ★★★★★☆

2017 Notti Stellate (350 kr.) ★★★★☆☆

Hvis ikke jeg vidste, at Attia, som er et produkt af kort maceration og lagring på stål, kom fra Etna, ville jeg tro, at det var en moderne naturbeaujolais af de bedre: Vinen er ekstremt lys og let uklar i glasset. Den lækre næser oser op af glasset med lys jordbær/kirsebær frugt, stilke og et strejf af acetone. I munden er vinen let, blød, feminin og saftig. Jeg er fan!

Til gengæld tænder jeg knapt så meget på den dobbelt så dyre Notti Stellate, som er næsten sort i glasset med moden tørret frugt (sveske), chokolade, lakrids, tjære og balsam i næsen. Munden er tung (15%) og rasper gummerne.

Graci (Copenhagen Wine)

2017 Arcuria (225 kr.)  ★★★★☆☆

2016 Barbabecchi (699 kr.) ★★★★★☆

Alberto Graci var oprindeligt banker i Milano, men vendte tilbage til fødeøen Sicilien  i 2004, solgte familiegården og købte i stedet 18 hektar på Etna. Stilen er uhyre lys med fine, lyse bærtoner og underskov som en klassisk burgundisk brunello a la Casse Basse,  Cerbaiona eller Poggio di Sotto. Begge vine har en del tannin og jord i  eftersmagen.

Barbabecchi, som scorer fem og en halv stjerne, kommer fra den mest eftertragtede contrada på Etna, i 1.000 meters højde med originale, upodede vinstokke. Vinen er lys rubinrød med en superburgundisk smuk næse med fine, lyse ribs.

Girolamo Russo (K.B. Vin)

2018 A Rina (198 kr v 6 fl.) ★★★☆☆☆

2017 San Lorenzo (393 kr v 6 fl.) ★★★★★☆

2015 Feudi (349 kr. v 6 fl.) ★★★★☆☆

Russos stil er herligt lys og burgundisk med fin jordbær/kirsebær frugt og meget behersket træ, men ikke uden tannin. Især San Lorenzo er dejligt åben og spiller som fine, lyse kult-brunelloer som Cerbaiona og Poggio di Sotto.

 

Frank Cornelissen (Terroiristen)

2019 Susucaro (245 kr.)  ★★★★★☆

2017 Munjebel PA (465 kr.) ★★★★★☆

Den forhenværende belgiske vinhandler Frank Cornelissen er en af pionerene i den nye bølge af etna-vine. I starten var han kompromisløs naturproducent uden tilsætning af svovl og nogen form for behandling af markerne. I dag er han blevet lidt mere moderat og elegant i stilen. Der er ingen træ her, vinen lagres i neutrale epoxytanke.

Susucaro, som er entry level-vin, er lys i glasset, næsten en rosé. Næsen er ren og fin med lys burgundisk bærsødme i form af ribs, i munden let og super drikbar.

Munjabel er en anderledes mørk og tung sag på 15%. Næsen er fantastisk dyb med tørret, balsamisk frugt og en staldet note a la flodhestebur. Munden er en anelse hed med fløjsagtig finish.

 

Terre Nere (Adriat Vinimport)

2019 Etna rosso (160 kr.)  ★★★★☆☆

2018 Calderara Sottana (400 kr.)  ★★★★★☆

Terre Nere blev grundlagt i starten af 00erne af den kendte vinagent Marco de Grazia. Stilen er, hvad jeg vil kalde klassisk Etna, feminin og superlys i glasset og frugten, med jordbær, ribs og meget behersket fad fra store neutrale egefade.

2019 Etna rosso er ung og frisk med fin frugt – en god introduktion til Etna, mens  enkeltmarks- (contrada) vinen Calderara Sottana er en tand mere dyb og kompleks, som en  traditionel barolo fra La Morra, omend stadig lys og feminin.

 

Benanti (Theis Vine)

Etna Rosso ★★★☆☆☆

2014 Nerello Mascalese (200 kr. v 6 fl) ★★★★☆☆

Benanti var i 1988 den første til at genopdage Etna som vindistrikt. Her er det et par af hans lidt mindre vine. Den almindelige Etna rosso er pæn for sin klasse og scorer tre og en halv stjerne: Osende af lys sangioveseagtig kirsebær/jordbær/frugt og en anelse lakrids. Munde er relativt stram, hvilket går igen i 2014 Nerrello, som er åben og udviklet med granatrøde nuancer i glasset.

 

Cusomano (Philipson wine)

2017 Alta Mora (140 kr. 12 fl.) ★★★☆☆☆

2016 Alta Mora, Feudi di Mezzo (280 kr. v 12 fl.) ★★★★☆☆

2015 Alta Mora, Feudi di Mezzo  (280 kr. v 12 fl.) ★★★★☆☆

Dette er relativt mørke vine med tørret frugt og temmelig meget fadpræg. 2016 Feudi di Mezzo spiller bedst, vinen oser af rødgrødsagtig, sødmefuld jordbærfrugt og forekommer ikke helt så fadpræget som de to andre.

 

Eduardo Torres (Fuco Wine)

2019 Quota N Piede Franco (285 kr.) ★★★☆☆☆

2017 Pirrera (320 kr.)  ★★★★☆☆

Spanske Eduardo Torres står for en relativt naturagtig stil. I hvert fald er begge vine så reduktive (i underskud af ilt), at de, selv dagen efter åbning, knapt lader sig smage. Quota N er meget ung og nærmest blå i glasset med en peberkrydret lukket/reduktiv næse. Mens contradavinen Pirrera, som også er meget mørk og reduktiv, rasper gummerne op.

 

Andrea Franchetti (Copenhagen wine)

2014 Passorosso (199 kr.)  ★★★★☆☆

Lidt mørkere end gennemsnittet, men stadig lys i glasset. Også frugten er lys og ribsagtig, her er ingen tegn på træ. Munden byder på jord og strenge tanniner. Fire og en halv stjerne.

Pietro Caciorgna (Victoria Vine)

2018 Etna 1415 K ★★★★☆☆

Til den lidt mørkere side, selv om her stadig er ribs og tyttebær i næsen. Frugten er relativt sødmefuld med lækker burgundisk profil gående mod barolo. Fire og en halv stjerne.

 

Tenuta di Fessina (Jysk Vin)

2017 Erse (120 kr. v 6 fl./ 135 kr.) ★★★☆☆☆

Til den mørke side både i glasset og i næsen. Frugten er dyb og svesket med lidt fløj. Udmærket, men også en anelse dvask mund. Tre og en halv stjerne.

 

Wiegner (Otto Suenson)

2017 Treterre (159 kr.) ★★★☆☆☆

Relativt mørk i glasset med mørke noter af ribs på vej mod solbær, tørret sveskefrugt og chokolade. Relativt sødmefuld og koncentreret for klassen og lidt hed.

Forhandlerliste