Det bedste, man kan servere til påskelammet, er de syrahbaserede vine fra Hermitage-højen og omegn i det nordlige Rhône. Der sker noget helt særligt med syrahdruen, når den dyrkes et relativt køligt sted.
Søren og Søren kigger denne uge på de mørke krydrede vine fra Nordrhône, som opnår en enestående aromaprofil, der involverer alt, hvad der er sort: Lakrids, sorte oliven og brombær kombineret med den unikke treenighed af røg, peber og fermenteret kød.
For undertegnede giver denne aroma ofte associationer i retning af en god håndværksspegepølse, mens andre taler om bacon. Der er sågar dem, som kalder Côte-Rôtie, der er den mest feminine af vinene fra det nordlige Rhône, for bacongudinden.
Det er netop denne krydrede aroma, der gør kølig syrah så perfekt til lammekød. Som de fleste, der har sin gang i et køkken, vil vide, elsker lammekødet at blive ledsaget af store mængder af krydderier, hvad enten det er den middelhavsagtige kombination af rosmarin og hvidløg eller tunge indiske karryer. Dertil kommer, at syrahdruens markante garvesyre, altså tannin, er perfekt til skære igennem det fede lammekød og efterlade mundhulen fin og ren.
Vi smager følgende vine:
2017 Saint-Joseph Offerus, J.L. Chave Selection (195 kroner ved 6 flasker, Jysk Vin)
2017 Cornas Brise Cailloux, Domaine du Coulet (378 kroner/315 kroner ved 6 flasker, Rosforth)
2017 Côte-Rôtie, Jean Paul Jamet (400 kroner, 37,5 cl, Domaine Brandis)
2018 Hermitage, Marc Sorrel (875 kroner, Vinova)