Sideløbende med retssagen om terrorangrebene i januar 2015, der onsdag blev afsluttet, har Frankrig de seneste måneder gennemlevet et mareridt af nye attentater, en Muhammed-krise samt en giftig debat om såvel parallelsamfund som politivold. En først på efteråret stålsat præsident Macron virker stadig mere fortumlet.
Hvis nogen skulle være i tvivl, har de seneste måneder sat en tyk tuschstreg under det: 15 år efter Jyllands-Postens publicering af de første Muhammed-tegninger kan intet i samme grad fyre op under konflikten mellem den islamiske verden og Vesten.
I hvert fald sætter onsdagens dom i retsopgøret om attentaterne mod Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i 2015 hverken punktum eller blot semikolon i historien om Frankrig som mål for massive terrorangreb.
I stedet har sagen, der blev indledt i september, indirekte fremprovokeret en ny bølge af myrderier og en Muhammed-krise.
Som om det ikke var nok, har præsident Emmanuel Macron undervejs blæst til frontalangreb mod islamistiske parallelsamfund.
Og Frankrigs betændte forhold til ikke blot islamismen men også i nogen grad islam synes ved udgangen af 2020 mere eksplosivt end nogensinde.
På forhånd var de rent strafferetlige forventninger til den – med anklagemyndighedens ord – ellers »historiske« sag begrænsede.
Gerningsmændene, der blev dræbt kort efter deres terrorhandlinger, var af gode grunde ikke til stede i salen. Det samme gjaldt flere medsammensvorne, der er forsvundet og muligvis døde i Mellemøsten.
Kun en af de i alt 11 mænd på anklagebænken var tiltalt for at have deltaget direkte i planlægningen af attentaterne. Resten var små fisk, der havde hjulpet med at skaffe våben, biler og andet udstyr – ifølge dem selv uden at kende formålet.
Seks af dem blev da også kun dømt for »almindelig« kriminalitet, ikke ifølge terrorlovgivningen, desuden fik de øvrige lavere straffe, end anklagemyndigheden havde krævet.
Under alle omstændigheder synes retsforhandlingernes vigtigste konsekvens for ofrene – de sårede og efterladte – at have været muligheden for fra vidneskranken at minde om konsekvenserne af de tragiske begivenheder.
Blandt dem er flere medlemmer af Charlie Hebdos nuværende redaktion, og det var satiremagasinets særudgave ved sagens start, der satte gang i begivenhederne uden for retslokalet.
Her blev samtlige Muhammed-tegninger genoptrykt, hvilket førte til fornyet raseri i den islamiske verden og motiverede radikaliserede muslimer til at gå i aktion.
Sidst i september kom det første angreb, da en pakistansk migrant gik løs på to personer med en kødøkse uden for Charlie Hebdos tidligere adresse i Paris. Begge slap med livet i behold.
Et par uger senere skar en tjetjensk flygtning hovedet af læreren Samuel Paty som »straf« for, at han havde anvendt Muhammed-tegninger i sin undervisning.
Og da præsident Macron ved en mindehøjtidelighed nogle dage senere forsvarede brugen af karikaturerne, udløste det protestdemonstrationer overalt i den islamiske verden, mens den tyrkiske præsident Erdogan opfordrede til boykot af franske varer.
Drabet på tre kirkegængere i Nice sidst i oktober fuldendte den mareridtsagtige stemning.
Før offentliggørelsen af en såkaldt parallelsamfundspakke forleden var der således lagt i kakkelovnen til det mest radikale indgreb gennemført i Europa.
Selv Jean-Luc Mélenchon, lederen af den yderste venstrefløj, syntes klar til at slå hårdt ned på islamisterne. Og da kommentatorer i flere engelsksprogede aviser påpegede strukturel racisme som en medvirkende årsag til problemerne, gik præsident Macron personligt i rette med dem.
Lige indtil en række episoder vendte stemningen – i hvert fald hvad angår mange franske politifolks arbejdsmetoder.
Først blev en gruppe hjemløse migranters protest opløst med unødvendig brutalitet. Få dage senere gennemtæskede betjente en sort mand, hvis eneste forbrydelse var at gå uden mundbind.
Begge dele blev afsløret af videooptagelser, som en ny lov ellers skulle begrænse mulighederne for at offentliggøre.
Den er nu skudt til hjørnespark. Og da detaljerne i parallelsamfundspakken blev kendt, var der også her skruet ned for retorikken. Således er islamismen ikke nævnt direkte ved navn i lovteksterne.
Har præsidenten fået gummiarm? Eller forsøger han blot at manøvrere i Frankrigs rets- og værdipolitiske minefelt – samtidig med, i øvrigt, at han skal håndtere pandemien og den værste folkesundhedskrise i vor tid?
Én ting er sikker: Debatten forsvinder næppe, men tværtimod vil den spidse til op til præsidentvalget om halvandet år. Også fordi endnu en symbolladet retssag venter til næste år – med en væsentlig forskel fra den, der netop er afsluttet.
I sagen om en række terrorangreb på forlystelsessteder i Paris i november 2015 har man i det mindste en af gerningsmændene at lade retfærdigheden ske fyldest over for. Nemlig belgisk-marokkanske Salah Abdeslam.
