Når man bevæger sig ind i en fransk forstadsghetto, er det som at træde i ind en anden verden. Stemningen er ikke nødvendigvis direkte truende, men det står øjeblikkelig klart, at besøg udefra er uvelkomne.
Her lever mange af de lokale efter egne regler og værdier. Regler, der for nogles vedkommende udspringer af kriminalitetens verden, og som for andres har at gøre med en ofte radikal fortolkning af islam.
Nogle af ghettoernes beboere har meldt sig ud af det franske samfund og har i enkelte tilfælde kastet sig i armene på jihadismens voldsideologi, der de seneste år har hjemsøgt Frankrig som få andre lande med en lang række terroraktioner.
Og over for »separatismen«, som Emmanuel Macron betegner disse parallelsamfund, er »Republikken (tvunget, red.) til at vågne op« for at forsvare sine sekulære værdier såsom ligestilling, ytringsfrihed og retten til blasfemi.
Det fastslog den franske præsident fredag formiddag, da han i en længe bebudet tale præsenterede sin plan til bekæmpelse af en fjende, som han for første gang nævnte direkte ved navn: den radikale islamisme.
Republikkens fem søjler
De seneste års intensive indsats mod terror og radikalisering har ganske vist svækket jihadisterne, hævdede Macron.
Men angrebet mod Republikken foregår på mange andre fronter. Og det er her, planen, der – som en kommentar til islams grundprincipper? – består af fem søjler, nu skal tage kampen op.
Den offentlige sektor: Staten får mulighed for at skride ind mod kommunale regler, der bryder med republikanske principper. For eksempel hvad angår brugen af svømmehaller og skolekantinernes menuer. Samtidig skal offentlige ansattes »neutralitet« sikres. De må ikke bære religiøse symboler, og der skal slås hårdt ned på tilløb til social kontrol. Macron nævnte som eksempel togkontrollørers bortvisning af kvinder på grund af deres påklædning.
Foreningslivet: Benyttes flittigt af islamisterne til at fremme deres agenda. Det bliver lettere at opløse foreninger, hvor religiøs indoktrinering finder sted. Samtidig strammes kravene til at opnå offentlige tilskud.
Skolen: Skolepligt for alle børn ned til tre år. Hjemmeundervisning kan fremover kun finde sted, hvis børnenes helbred gør normal skolegang umulig. Øget kontrol med muslimske friskoler og kort proces med uautoriserede koranskoler. Desuden sættes arabisk og andre hovedsprog blandt franske muslimer på skemaet i folkeskolen for at undgå islamistisk indflydelse på modersmålsundervisningen.
Fransk islam: Frankrigs muslimer skal hjælpes med at gøre sig fri af indflydelse fra lande som Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet med flere. Udenlandske imamers adgang til landet udfases over de kommende år, mens en fransk uddannelse oprettes. Øget kontrol med finansiering af blandt andet moskébyggeri. Macron vil også styrke det akademiske miljø omkring islam ved at fremme studier af islamiske civilisation.
Amour républicain: Præsidenten er med på, at man ikke få folk til at elske republikken pr. dekret. Men man kan arbejde på at forføre dem ved at generobre terræn tabt til islamisterne i kulturlivet, på det sociale område, i sportens verden og på uddannelsesinstitutionerne.
Opgør med »radikal« kurs
Vil Emmanuel Macrons plan løse Frankrigs enorme problemer med at integrere en befolkningsgruppe, der har boet i landet gennem generationer?
Talrige stemmer på den nationale højrefløj, der som de første reagerede på talen, mener ikke overraskende nej.
Nogle, som den sydfranske by Beziers borgmester, Robert Ménard, under sig sarkastisk sig over, at arabiskundervisning skulle være et våben i kampen mod muslimske parallelsamfund.
Andre raser over, at præsidenten giver Frankrigs fortid som kolonimagt samt en forfejlet byplanlægning en del af skylden for problemerne – i særdeleshed med ghettodannelsen.
Substansen i planen udgør ikke desto mindre et opgør med Macrons hidtidige mere »radikale« kurs i værdi- og identitetspolitikken – i en dansk forstand, vel at mærke.
Valgflæsk til centrum-højrevælgere?
Er han ligesom »Republikken« vågnet op til et mareridt og har indset nødvendigheden af at gribe ind?
Præsidenten nævnte i sin tale sidste års angreb i politihovedkvarteret på Île de la Cité, hvor en betroet, men radikaliseret medarbejder dræbte fire kolleger, som en øjenåbner.
Timingen i præsentationen af planen er dog næppe tilfældig i politisk forstand. Parlamentsbehandlingen af den ventes først at begynde på den anden side af nytår, og dermed kommer debatten til at køre det sidste års tid forud for valget i 2022.
På den måde kan Emmanuel Macron tækkes centrum-højrevælgere, der er glade for den økonomiske politik, men utrygge ved hans hidtidige multikulturelle tendenser. Og på samme tid – en même temps – forsvare La République.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
