Europa er i krig, gentager Manuel Valls flere gange under interviewet. I krig mod den radikale islam, der forsøger at snigløbe vores civilisation. En lang krig, der kun kan vindes, hvis vi udviser det nødvendige mod og tager langt hårdere midler i brug.
Skulle nogen have glemt det, har de seneste attentater i Paris, Nice og Wien på brutal vis mindet os om det. Men midt i indignationen glæder den tidligere premierminister sig over, at Frankrigs hidtil fodslæbende centrum-venstre-fløj langt om længe er vågnet op. Ikke mindst hans gamle kollega og rival, præsident Emmanuel Macron.
Manuel Valls havde som en af de få franske socialister advaret om truslen i årevis, da en række gruopvækkende terrorangreb netop på hans vagt som regeringschef i 2015-16 kostede godt 230 mennesker livet og på tragisk vis gav ham ret.
Han var til stede i Charlie Hebdos lokaler, mens karikaturtegnerne, som han kendte personligt, endnu lå døde på gulvet: »De var blevet dræbt én efter én, og redaktøren Charbs ansigt var skudt fuldstændig væk.«
Nogle måneder senere måtte han tage på tungt hospitalsbesøg hos de overlevende fra massakren på spillestedet Bataclan – »lemlæstede for livet af kalasjnikovkugler«. Og blandt cafégæsterne, der blev mejet ned den samme infernalske novemberaften for fem år siden, var sønnen af en nær ven.
»Som politisk ansvarlig er man nødt til at holde følelserne på afstand. Men vi er også mennesker. Det er oplevelser, som har ændret mit liv og ikke mindst skærpet mine ideer om, hvad der er vigtigt i politik.«
Et angreb mod republikkens centralnervesystem
Vi sidder i et lyst og rummeligt kontor på Barcelonas rådhus, der har været Manuel Valls' officielle arbejdsplads siden sidste års forgæves forsøg på at erobre borgmesterposten i den catalanske storby, hvor hans familie har sine rødder.
Fra en solbeskinnet plads udenfor, i hjertet af Det Gotiske Kvarter, stiger lyden af legende børn op og blander sig med en håndværkers flamencosang. Men selv om vinduerne – som forholdsregel mod covid-19 – står på vid gab, har den lette, sydlandske efterårsstemning svært ved at trænge ind.
Mentalt befinder den tidligere premierminister sig nord for Pyrenæerne, hvor hans andet hjemland siden likvideringen af skolelæreren Samuel Paty 16. oktober har befundet sig i en »tilstand af chok«.
»Attentatet var ikke blot usædvanlig brutalt, men også skræmmende symbolsk. Som lærer videregav Paty den franske republiks værdier om frihed, lighed og broderskab til vores børn og unge. Mordet er et angreb på skolen og dermed rygraden i hele vores politiske system,« siger Manuel Valls og fortsætter:
»Samtidig blev han dræbt for at bruge karikaturer, når han forklarede eleverne betydningen af journalistik og satire, der har en lang og vigtig tradition, ikke blot i Frankrig, men også andre europæiske lande, hvilket I ved alt om i Danmark.«
Krig i klasseværelserne?
Forsvaret af retten til at gøre grin med alt og alle, herunder også profeten Muhammed, er for den tidligere premierminister helt centralt i kampen mod islamismen.
Da han kort efter attentatet besøgte Samuel Patys skole i Conflans-Sainte-Honorine nær Paris, krævede Manuel Valls, at »alle elever skal se tegningerne«. Men hvad mente han egentlig? Skal de, som nogle konservative politikere foreslår, gøres til obligatorisk pensum?
»Tegningerne skal have deres plads i uddannelsen af vores unge som frie borgere. Det skal ske på forsvarlig vis, når eleverne er gamle nok, og med respekt for de enkelte læreres pædagogiske frihed. Samtidig vi skal blive bedre til at støtte dem, når de i undervisningen – som det sker mange steder i Frankrig – bliver konfronteret af radikaliserede elever.«
Efter mordet på Samuel Paty har vi også i Danmark diskuteret brugen af Muhammed-tegningerne i skolen. Kan De forstå, at nogle lærere afviser at sætte livet på spil for nogle karikaturer, som de måske ikke engang bryder sig om?
»Lærere er ikke politifolk. De er ubevæbnede. Det er ikke deres kald at sætte livet på spil. Jeg forstår udmærket frygten, og det handler ikke om, at vi skal til at føre krig i klasseværelserne.«
»Men vi må gøre os klart, at vi har et problem, når 55 pct. af franske muslimer under 25 år sætter sharia over vores demokratisk vedtagne love. Når unge på 13-14 år – som før attentatet mod Samuel Paty – hjælper med at udpege offeret, og når de bagefter deler videoen med hans afskårne hoved.«
»Højrefløjen må ikke løbe med ytringsfrihedens fane«
På Jyllands-Posten, som bragte de første Muhammed-tegninger, vil man ikke længere have noget med dem at gøre. Medarbejdernes sikkerhed og mentale helbred der vigtigere, siger avisens ledelse.
»Det kan jeg kun respektere. Det er ikke min opgave at fortælle folk – og slet ikke i et land som Danmark – hvordan de skal håndtere en situation, der er utrolig vanskelig.«
»Samtidig må jeg sige, at jeg beundrer redaktøren på Charlie Hebdo og hans folk for deres mod. Som de sagde under den retssag om massakren i 2015, der for øjeblikket er i gang, ser de ikke sig selv som ofre, men som aktivister i kampen for demokratiet og imod islamismen.«
»Det har enorme omkostninger for deres liv, som de accepterer. Med det vil jeg ikke sige, at de andre er kujoner. Men det er vigtigt, at vi som offentlige personer – og her regner jeg mig selv med på mit niveau – tager til orde og forsvarer demokratiet på vegne af hele samfundet.«
Det højreorienterede danske parti Nye Borgerlige havde for nylig planer om at indrykke avisannoncer med Muhammed-tegninger i solidaritet med Samuel Paty. I sidste ende gav Charlie Hebdo ikke lov, men det førte til en del debat og usikkerhed internt på aviserne. Hvad mener De om sådan et initiativ?
»For det første, at de er i deres gode ret. For det andet, at de – går jeg ud fra – gør det af politiske årsager for at udnytte situationen. Der er formodentlig opstået et politisk tomrum i Danmark, hvor det hele begyndte – på grund af frygt, eller fordi man ikke længere orker at vise karikaturerne. Og så kan man gribe ytringsfrihedens fane, fordi ingen andre gør det.«
»Men det er utrolig vigtigt, at vi ikke overlader den fane til den yderste højrefløj. Når de blander islam, islamisme, terror og migration sammen i en pærevælling, så er det præcis, hvad terroristerne ønsker. I virkeligheden mener de dybest set ofte det samme, og den diskurs er vi nødt til at gå op imod.«
»Halalhippien« Macron er blevet klogere
Som præsident Emmanuel Macron eksempelvis gjorde det i en tale under en mindehøjtidelighed for Samuel Paty, hvor han forsvarede Muhammed-tegningerne og uden at kny tog slagsmålet, da det førte til en voldsom konfrontation mellem Frankrig og en række muslimske lande.
Allerede inden den seneste bølge af attentater havde præsidenten desuden præsenteret sine vidtgående planer for et opgør med Frankrigs islamistiske parallelsamfund. Og Manuel Valls hilser kursændringen hos sin gamle økonomiminister velkommen.
»Vi havde et voldsomt sammenstød efter angrebene på Bataclan og cafeerne i Paris i 2015. På et regeringsmøde argumenterede Macron for, at sociale forhold havde skabt en grobund, der forklarede terroristernes handlinger. Jeg svarede i en hård meningsudveksling, at når man begynder at forstå og forklare, begynder man også at undskylde volden.«
»Senere blev Macron valgt som præsident, men attentaterne fortsatte. Det gik op for ham, at vores sekulære, republikanske model er essensen af Frankrig. Nu er han, endelig, kommet til fornuft. Og hans plan, hvor han klart udpeger fjenden og opfordrer franskmændene til mobilisering, er utrolig komplet.«
Racismebeskyldninger og træge fordømmelser
Artikler i engelsksprogede aviser som The Washington Post har påpeget, at Frankrigs problemer med islamisme også kunne skyldes racisme og islamofobi. Jeg går ud fra, at De er uenig?
»Selvfølgelig findes der racisme i det franske samfund. Hadforbrydelser mod ikke blot muslimer, men også jøder og kristne vokser. Det er farligt og bekymrende.«
»Men den franske stat – politiet og retsvæsen – er ikke racistisk. Når man skyder skylden på den franske integrationsmodel, sekulariteten, skolerne og forsvaret af retten til at bringe og bruge karikaturtegninger, så kommer man til at stå i ledtog med den politiske islam og dem, som vil tvinge os til at give afkald på vores frihed.«
Omvendt har franske medier klaget over manglende støtte fra visse lande i forbindelse med attentaterne og de seneste ugers konflikt med den muslimske verden.
»Attentatet i Wien handler desværre om, at ikke kun Frankrig er i skudlinjen. Forinden så vi to forskellige reaktioner. Selv Det Muslimske Broderskab fordømte massakren mod kirkegængerne i Nice. Efter drabet på Samuel Paty gik det mere trægt, fordi han havde brugt Muhammed-tegningerne.«
»Europa er nødt til at forstå, at islamisterne ikke angriber os på grund af karikaturerne – i så fald ville en række lande jo gå fri. De angriber os, fordi vi udgør en civilisation. Og et europæisk islam i overensstemmelse med principperne om frihed og sekularitet ville være et frygteligt nederlag for dem.«
»Samtidig handler det om geopolitik. Jeg siger ikke, at Erdogan (den tyrkiske præsident, red.) står bag terror som led i sit nationalistiske projekt om ekspansion i middelhavsområdet. Men han puster til ilden, og de tyrkiske muslimer er meget velorganiserede i vores lande.«
Én krise for meget?
Den krig, som De flere gange har omtalt, udkæmpes i konkret forstand indtil videre kun mellem sikkerhedsstyrker og terrorister. Er der en risiko for, at konflikten udvikler sig til vold mellem forskellige samfundsgrupper?
»Mens jeg var premierminister, forhindrede vi adskillige tilløb til terror mod muslimer, og angrebene i New Zealand og Norge viser, at truslen fra højreekstremister er reel.«
»Samtidig befinder de vestlige demokratier sig midt i en svær situation, hvor vi på samme tid er ramt af økonomisk, social, sundhedsmæssig og – ikke mindst – politisk krise. Konspirationsteorierne florerer. Lægger vi dertil endnu en krise, der handler om sikkerhed og identitet, skal vi virkelig passe på.«
»Foreløbig gør staterne deres arbejde, og befolkningerne reagerer fornuftigt. Men risikoen for borgerkrigslignende tilstande er absolut til stede.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
