Ingen fattede mistanke til den smilende Brahim: Bliver migranter brugt som papirløst våben mod Europa?

Den unge tuneser, der torsdag dræbte tre i en kirke i Nice, ankom for en måned siden til Italien som migrant, uden at nogen alarmer ringede i landets modtagesystem. Mens den højrenationale leder Matteo Salvini undskylder på den italienske regerings vegne, kræver Frankrigs højrefløj stramninger i udlændingelovgivningen.

Da politiet gennemsøgte Brahim Aouissaouis ejendele, fandt de – ud over de tre knive, han netop havde brugt til at slagte tre tilfældige kirkegængere – to mobiltelefoner, en koran og et ID-kort udstedt af italiensk Røde Kors.

Af kortet fremgik det, at han er 21 år og fra Tunesien. Men også, at han var ankommet til Europa blot en måned forinden, og at i hvert fald en del af hans vej frem til blodbadet i Notre-Dame-kirken i Nice, gik via Italiens omdiskuterede modtagesystem for migranter.