Søren Frank om Michelin-stjerner 2022: Det var o.k., men en udeblivende stjerne overraskede dog særligt

MICHELIN 2022: Årets høst på tre nye Michelin-stjerner til Danmark er tilfredsstillende set i forhold til omstændighederne, mener Berlingskes gastroredaktør, der dog samtidig også ser et par negative overraskelser.

Kokken Wassim Hallal (med kasket) fra Restaurant Frederikshøj kneb en tåre, da han fik sin længe ventede anden stjerne ved årets uddelinge af det eftertragtede gastrosymbol i Stavanger, Norge. Desuden fik Hallal også årets Mentor Chef Award. En stor aften for chefkokken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carina Johansen/NTB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre nye Michelin-stjerner til Danmark er ikke meget i forhold det niveau, vi efterhånden er blevet vant til. Men hvis jeg skal være ærlig, kunne man godt have frygtet en endnu mere mager høst. For dels spøger eftervirkningerne af corona stadig, hvilket betyder, at mange restaurantåbninger har været udskudt eller på anden måde hæmmet af restriktioner.

Dels blev den forrige Michelin-stjerneuddeling afholdt så sent som 13. september i fjor. Den kortere periode har indlysende nok betydet, at der har været tilsvarende færre restaurantnyheder, ligesom de sagnomspundne Michelin-inspektører har haft et par måneder mindre til at besøge de danske restauranter.

Superambitiøs

Det har været forudset i en årrække, at Frederikshøj i Aarhus på et tidspunkt ville få sin anden Michelin-stjerne. Faktisk har det været en årlig forudsigelse fra mange af de hjemlige madanmeldere. Den super ambitiøse kok Wassim Hallals køkken er klassisk funderet og sparer ikke på de luksuriøse råvarer, og dertil skal lægges en service, som er blandt landets allerbedste. At det lige skulle ske i år, havde jeg ikke lige set komme, men det giver meget mening, at guiden får ryddet i undladelsessynderne på to do-listen i de magre år med knapt så mange oplagte nyheder.

For mig kom det ikke som den helt store overraskelse, at Mota i Nykøbing Sjælland fik sin første Michelin-stjerne, eftersom chefen Claus Henriksen allerede i sit tidligere job som køkkenchef på Dragsholm Slot havde en stjerne. Guiden er normalt loyal over for kokke med stjerner på skulderen, også når de skifter restaurant.

En Michelin-stjerne gik til Mota, Nykøbing ved Claus Henriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carina Johansen/NTB.

Jeg besøgte Mota på den gamle sindssygeanstalt i Nykøbing Sjælland for bare et par uger siden og kan bevidne, at Henriksen holder stilen og niveauet. Det var dog spørgsmålet, om guidens folk havde nået at aflægge Mota de nødvendige tre besøg, som det normalt kræver at få en ny stjerne, eftersom stedet først åbnede for alvor for fem måneder siden.

Det samme kan man sige om restaurant Jatak i Rantzausgade, hvis ejer og køkkenchef Jonathan Tam, før havde en stjerne, da han styrede gryderne på nu hedengangne Relæ. Køkkenet er baseret på en kombination af kokken Jonathan Tams kantonesiske baggrund og hans 13 år i danske køkkener inklusive Noma. Men igen så åbnede Jatak for kun fem måneder siden, og man har kunnet tvivle på, at guiden har haft tid til de obligatoriske tre besøg.

Jonathan Tham (i midten) og hans restaurant Jatak på Nørrebro, København, var mange danske anmelderes storfavorit og stedet fik da også en funklende ny Michelin-stjerne i Stavanger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carina Johansen/NTB.

Manglende stjerne

For mig er det imidlertid som en overraskelse, at Connection by Alan Bates ikke fik sin første stjerne. Dels fordi kokken Alan Bates kommer fra Henne Kirkeby Kro, som har hele to stjerner i guiden, og der er ingen tvivl om, at Bates' klassiske fransk funderede køkken ligger lige til guidens højreben. Dels fordi Bates selv på forhånd havde spottet mindst to Michelin-besøg, hvilket plejer at være en god indikator på, at den første stjerne er på vej.

Det havde også på forhånd været spekulationer om, hvorvidt Kokkeriet ville kunne holde sin stjerne. Ikke så meget på grund af stedets møgsager de seneste år i form af en nedsmeltning omkring nytårs take out og sure smileys fra fødevaremyndighederne, men fordi såvel køkkenchefen Morten Krogholm og hans souschef Magnus Rosendahl har forladt stedet for at åbne RK Bistro. Men Kokkeriet klarede frisag, og stjernen står stadig i Kronprinsessegade.

Michelin er som noget nyt begyndt at slippe navne på nyoptagene restauranter før offentliggørelsen af guiden. Vi har således allerede i flere uger vidst, at Connection, Jatak, Mota, Lieffroy, Bjørnekælderen og Plin i København. ARO i Odense, Molen i Nexø, Villa Vest i Lønstrup og KOKS’ lillebror ROKS i Torshavn på Færøerne var optaget i guiden.