Søren Frank: Den udsøgte service toppede, da tjeneren pudsede mine briller

Wassim Hallals sikre, teknisk overlegne køkken er sammen med den perfekte service med til at gøre Frederikshøj i Aarhus til favorit til at opnå den anden Michelin-stjerne på mandag.

Kuglerne går igen på Frederikshøj i Aarhus - her med et Kvium-maleri i baggrunden. Bo Amstrup

På mandag uddeles de nye Michelin-stjerner, og rygterne florerer traditionen tro allerede livligt i branchen. Award-showet for dækfirmaets nordiske guide bliver i år afholdt i Aarhus, og da det ikke giver mening at holde et stort og dyrt arrangement for at ydmyge aarhusianerne, føler jeg mig ret overbevist om, at guiden har noget med i godteposen til Danmarks næststørste by og provinsen i det hele taget.

I den anledning er Wassim Hallals Frederikshøj den første, som falder mig ind som kandidat til at gå fra én til to stjerner. Dels fordi maden er teknisk skarp, men samtidig klassisk i grundsmagen og har vist sig driftsikker over tid, hvilket er noget, guidens hemmelige inspektører normalt sætter pris på.