Berlingskes gastronomiredaktør: Dette burde være et nytårsforsæt for regeringens mest usynlige minister. Kom så! 

God smag uge 52: Den københavnske restaurantscene er en af verdens mest innovative. Med Berlingskes gastronomiske nyhedsbrev, »God smag«, holder vi dig ajour med, hvad der sker ude i det pulserende madland. Denne uge laver vi blandt andet en lille hummerhotdog til årets sidste dag, og vi har et forslag til et nytårsforsæt til fødevareministeren.

Hummer er en klassisk nytårsspise. Berlingskes gastronomiredaktør foreslår en nytårshaps med det eftertragtede skaldyr, som oprindeligt stammer fra arbejderklassen på den amerikanske østkyst. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Kære læser

Selvom Danmark efterhånden står knæhøjt i restauranter i verdensklasse, er det tydeligt at den himmelstormende gastronomiske udvikling på restaurantscenen ikke i synderlig grad siver ned til den almene borger.

En ny undersøgelse fra Madkulturen viser, at danskerne generelt spiser som en skæv teenager der er alene hjemme i weekenden. Rugbrødsmadder, pizza og burgere er vores mest foretrukne »retter«. Indsæt grædesmiley.

Og nye tal fra Danmarks Statistik viser også at vi bruger tiltagende færre penge på mad.

Her er Venstres Jacob Jensen. Her har han lige fået en medalje, så han var rigtig glad. Det er også dejligt med sådan en medalje, men det ville være endnu dejligere for os alle sammen, hvis hr. Jensen, der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, gjorde det til sin mission at få fjernet eller sænket momsen på ferske fødevarer, hvilket man har i ALLE andre EU-lande. Bjarne Luthcke

Det er tydeligt, at der er et A- og B-hold, når vi taler om, hvem der spiser godt og varieret i landet, og det er også tydeligt, at pris er en væsentlig faktor, når vi skal bestemme os for at købe ordentlige råvarer. Det er dog også en faktor, at flertallet af danskere, sammenlignet med mange andre europæiske lande, er nogle fedterøve, når det handler om at købe ordentlig mad.

Jeg er ikke i tvivl om at vores kultur også spiller en væsentlige rolle i vores generelt nærige og primitive madvaner som nation, men som jeg skrev tidligere på året, så burde politikerne oven på de ovennævnte og temmelig nedslående undersøgelser virkelig genoverveje af sænke eller helt fjerne momsen på ferske råvarer så folk blev mere motiverede til selv at lave ordentlig mad derhjemme. 

Det ville ikke bare forbedre folkesundheden, men også skabe grobund for en sundere madkultur, der ville gøre folk sundere, gladere, fordi man i højere grad ville lave mad sammen og spise sammen. Alt sammen noget, som den moderne familie virkelig godt kunne trænge til.

Når alle andre EU-lande magter at momsdifferentiere, så burde vi også kunne. Her ligger der en gylden mulighed for at vores ellers ret usynlige fødevareminister, Jacob Jensen (V), kunne blive husket for noget godt. Kom så fødevareminister, lad det være dit nytårsforsæt at få fjernet den moms!

Hummer i Kansas-dragt

Hummer regnes i dag som en eksklusiv råvare. Det kan ses på prisen. Oprindeligt var det dog noget man helst undgik, eller serverede til fængselsfanger.

Særligt på den amerikanske østkyst var det arbejderklassemad, man spiste meget uformelt. Med den amerikanske arbejderklassehummer in mente, er her en lille ukrukket hummerhaps, du kan klemme ned i et pølsebrød og ind i din ellers fine nytårsmenu som en lille sjov mellemret.

Ugens opskrift (4 personer)

200 gram hummerkød (frisk er bedst, men man kan bruge en frossen hummer).
2 stilke sprød bladselleri hakket i fine tern
4-6 spsk. kvalitetsmayonnaise. Helst hjemmerørt.
½ tsk. paprika.
Saft fra ½ citron.
10-20 dråber Tabasco-sauce.
1 spsk. tomatketchup.
1-2 cl cognac eller brandy (kan udelades).
Smag til med salt og peber.
1 tsk. hakket purløg.
2 spsk. smør.
4 brioche-pølsebrød (kan blandt andet fås i Netto og Føtex under mærket Primeur).
Evt. lidt ægte caviar på toppen (kan sagtens udelades).

Bland det hele i en skål på nær hummerkødet, smørret og purløg.
Lad blandingen trække i 30 min. på køl.
Hak hummerkødet i små stykker a la en lillefingernegl.
Miks hummerkødet i mayoblandingen.
Lad det hele trække minimum en time inden servering.
Smag til med salt, peber og citronsaft.
Rist den lyse side af briochebrødet (skær det ikke helt igennem) i smørret til det er gyldent.
Hæld hummerkødet i det ristede pølsebrød. Pyt med hakket purløg.

Serveres med det samme. Gerne med champagne.
Hummersalaten kan evt. laves en 4-5 timer før.

Gastrotip

Jeg nævner tit et mandolinjern i mine opskrifter. Har du ikke allerede et, så kan det kun gå for langsomt med at anskaffe et. Det her er et billigt, godt, enkelt og effektivt mandolinjern til hjemmekokken.

Nok er foie gras en forkætret spise, men det smager altså pivgodt. En godt sted at købe den fede lever af and eller gås, der passer godt til nytår, er hos Le Gourmand på Værnedamsvej, eller hos Daniel Letz, blandt andet på Gammel Kongevej.

Nytårsbarometeret

Det vil jeg gerne opleve mindre af i 2024:
Tatar
Stracciatella
Bygotto
Dårlig dansk 80er-musik på restauranter
Dårlig akustik
Skodbarer i indre by, der tilbyder gymnasieelever fri bar for et par hundrede kroner, hvorefter de drikker sig til udpumpning

Længere nede i teksten finder du et link til Berlingskes store nytårsguide til østers. Læs videre! Thomas Lekfeldt

Det vil jeg gerne opleve mere af i 2024:
Indisk/pakistansk kvalitetsmad
Steder der sælger håndlavede ravioli ud af huset
Lavere priser på vin på restauranter
Frisk fisk i supermarkeder
Mere handel i fysiske specialbutikker
Flere parkeringspladser i København, så specialbutikkerne ikke lider butiksdøden
Lavere moms på ferske råvarer

Fik du læst:

Nytåret er snublende nær. Heldigvis har Søren Frank ydet det ultimative offer og testet en kanonade af champagne og bobler, blandt andet fandt han en Crémant d’ Alsace som han kunne lide. Det sker ikke hver dag! Læs mere her.

Østers går godt til Dronningens nytårstale, så jeg har støvet min gamle evigtgyldige østersguide af. Læs den her.

Mange mennesker har det svært med nytår, for mig er det årets bedste aften, blandt andet fordi det er en aften med særligt fokus på mad og vin, men også fordi det minder mig om en særlig religiøs praksis. Det har jeg tidligere skrevet et essay om. Læs det her.

Og husk, som Oscar Wilde sagde: »Kun den fantasiløse evner ikke at finde en undskyldning for at drikke champagne«.

Hav nu et forrygende og velsmagende godt nytår.

Venlig hilsen
Søren Jacobsen Damm,
Gastronomiredaktør, Berlingske

PS. Har du hørt eller set noget nyt og spændende i gastronomiens verden, så send gerne dit tip til min mail: sjda@berlingske.dk