De fleste børn har typisk juleaften eller deres fødselsdag som den dag på året, de ser mest frem til. For mig har det næsten altid været nytårsaften.
Lyden af en hvislende lunte, de sprøde brag, faremomentet og den efterfølgende skarpe lugt af krudt. Ahh! Det er alt, en frisk knægt eller barnlig sjæl har brug for. Som en svovlet madeleinekage sender krudtlugten mig, som den fattige mands Marcel Proust, tilbage til skarnsstregerne på de iskolde vintervillaveje i Nordsjælland i 1980erne.
Lad mig i øvrigt benytte denne mulighed, her 35 år efter, til at undskylde vores nederdrægtige intentioner om hærværk overfor majestæten
Som dreng steg spændingskurven op til nytår eksponentielt. Særligt forhøjet puls gav den årlige smuglertur til Helsingborg, hvor der blev indkøbt de i Danmark ulovlige og vanvittigt eftertragtede kanonslag Maxipuff.
Kanonslagene, eller »Smällare«, som svenskerne kaldte dem, blev som regel smuglet over grænsen i sokkerne. Med tør mund, klamme Marco O’Polo-trøjer og hamrende hjerte, passerede vi de trivelige toldere i Helsingør, som nok egentligt var fløjtende ligeglade.
Flere dage efter de vellykkede smuglerekspeditioner blev jeg fortsat grebet af momenter af angst for, at tolderne pludselig skulle materialisere sig ved hoveddøren til familiens hus i Fredensborg og afsløre mit lager af sprængfarlig kontrabande. Utroligt nok skete det aldrig.
Der sprænges på slottet
Herefter gik aftenen før nytårsaften med ekspeditioner rundt i lokalområdet for finde de mest oplagte postkasser at sprænge i luften. Kvikke parcelhusejere stillede ofte en rugbrødsform med vand i bunden af postkassen, så lunterne gik ud, men i midtfirserne var der et par år, hvor det var satanisk koldt, så vandet i formen frøs lynhurtigt, og lunterne gik derfor ikke ud, og sprængningerne kunne forløbe planmæssigt. Dobbelt fryd!
For os destruktionshungrende vandaler var Fredensborgs ypperste pris naturligvis postkassen på Fredensborg Slot. Jeg skal understrege, at jeg og mine kumpaner altid blev kommet i forkøbet. Hvert år havde nogen nemlig på usportslig manér sprængt Dronningens postkasse flere dage forinden. Lad mig i øvrigt benytte denne mulighed, her 35 år efter, til at undskylde vores nederdrægtige intentioner om hærværk overfor Majestæten og Majestætens familie. Vi var unge og dumme. Jeg beklager inderligt.
Nytårets benspænd
Så bliver man voksen, hvorefter nytårsaften for de fleste transformerer sig til en kronisk skuffelse. Det blev aldrig den uforglemmelige glamourøse festernes fest, man drømmer om.
Det er også som om, at man aldrig helt er det rigtige sted i livet til at gennemføre en vellykket nytårsaften. Først er man for lille, så er man for fattig, så har man for mange børn, så har man for travlt, så er man for single, for gammel, etc. Livet er fyldt med benspænd og umiddelbare forklaringer på, hvorfor aftenen aldrig udviklede sig, som man havde håbet.
Men kigger man et par dage tilbage, kan man lære lidt af julen. For mange ligger en del af charmen ved julen i, at man med nidkær ortodoksi hvert år repeterer højtidens ritualer, gerne i forlængelse af éns egen families særegne idiosynkrasier.
Det samme gælder nytåret.
Julen repræsenterer det feminine. Julen er nærværet og familiens fest. Her hylder vi kærligheden til »næsten«. Vi hylder gavmildheden og bevidstheden om ikke at tage dem, som betyder mest for os, for givet. Det er den tid på året, hvor vi siger »undskyld«, hvor vi rækker ud, eller foretager det telefonopkald vi har udskudt hele året. Julen handler om at finde styrken til at tilgive og til at give. Julen er årets emotionelle genstart.
Nytår repræsenter det maskuline. Den perfekte nytårsaften er en »mandala«.
Tibetanske buddhistmunke har en særlig meditativ øvelse, hvor de med forskelligfarvet sand tegner en vanvittigt kompleks figur kaldet en »mandala«. Det kan tage flere dage at færdiggøre det smukke design. Så snart mandalen er færdig, viskes den hurtigt ud med en kost.
Øvelsen kan tolkes på mange måder, men den simple udlægning er, at det er øvelsen i sig selv, der er målet.
Meditations-sauce
Nytårs-mandalaen ser lidt anderledes ud. Østers, hummer og foie gras bestilles i god tid. Rækker budgettet, bør menuen suppleres med kaviar og trøffel. Og så koger man sin fond et par dage før nytåret til den perfekte sauce.
Der skal ikke spises sushi, fondue eller tacos nytårsaften. Pjat! Nytårsaften hylder vi det franske køkken. Old School-luksus er altid temaet. Ligesom med juleaften må man aldrig lave tingene om. Vi mennesker har brug for vores traditioner og den særlige styrke, der ligger i vores kollektive riter.
Nytårsaftensdag køber man så de sidste ting og færdiggør alt, hvad man kan af menuen i forvejen. Dækker bord så smukt som muligt. Lægger vin og champagne på køl. Man tager sig god tid, mens man gør sig i stand og klæder sig på. Det er en af årets få aftenener, hvor man kan iklæde sig sin smoking med tilhørende butterfly og – hvis du tør – seler! En flot smoking går altid godt i spænd med en smuk, selvbevidst kvinde i kjole med sine bedste smykker, sko, der skaber en holdning, og semiagressiv makeup.
Som den græske filosof Heraklit mente, så kommer skabelse af destruktion og strid.
Drop den store fest – gør det mere intimt. Hold selskabet på maksimalt otte mennesker, der betyder noget for dig. Så er der nemlig tid til og mulighed for at gøre noget ekstraordinært ud af menuen, dyrke det skønne, og man kan også selv deltage som gæst ved bordet i stedet for at henslæbe hele aftenen ude i køkkenet.
Hold dig til folk, du kender. Det er ikke i dag, du skal lære nye mennesker at kende. Husk også at invitere folk, der er single. Og lad være med at gro fast i en særlig konstellation af folk, skift hinanden ud en gang imellem, så er det ekstra hyggeligt at genbesøge hinandens selskab, for det er nemlig ikke det samme at mødes til en kop kaffe og så holde nytår sammen – det er to vidt forskellige samværsformer. I år holder vi for eksempel nytår med et par venner, som vi sidst holdt nyår med, da vi sprang ind i det nye årtusinde. Men det er en god tommelfingerregel altid at fejre nytår med pragtfulde folk.
Drop din FOMO
Aftenen starter altid 17.30 – ikke et sekund senere. Alt skal være klar til Dronningens nytårstale, og mens der lyttes andægtigt til Majestætens visdomsord, bør der sippes champagne og nydes en god snack eller tre.
Har i børn med, så dæk også fint op til dem på et børnebord. De skal også vide, det er nytår. Vores børn har godt af at se, at man gør sig umage, at man gør sig til og gør noget for hinanden.
Du har næsten fem timer til at spise, drikke og nyde det gode selskab. Glæd dig over at være sammen med skønne mennesker. Drop din FOMO. Du er lige der, hvor du skal være.
Kl. 00.00 skåles det nye år ind. Nogle springer ned fra en stol, andre ind i en lukket cirkel skabt af aviser med det forgangne års nyheder, men med det nye årstal som centrum.
Hummer- og østerskaller, vagtelskrog og sovs fejes nu af bordet som en spiselig mandala. Nu begynder anarkiet at sprede sig. Cigarer tændes. Nytårskrudtet fyres af i alle retninger.
Destruktion og strid
Vi sætter i få timer kollektivt hele det nationale rationale ud af spil. Stort set alle ender plakatfulde. Alle er til fest både hver for sig, men også sammen. Vi fester som en hel nation. Der sker kun denne dag. Kosten fejer hen over land og by og visker ud. Nytåret er en mental genstart.
1. januar. Angerens dag. Hele landet henlægger med tømmermænd. Danmark er draperet i udblødt, gråt, snasket pap fra nattens fyrværkeri, og tomme champagneflasker ruller rundt på asfalten.
Som den græske filosof Heraklit mente, så kommer skabelse af destruktion og strid. Nytårsaften er anarki med butterfly, vi gør op med det, der var, og tager imod det, der skal komme, for efter vinter kommer forår. Årets sidste dag er årets bedste dag.
