Netværksorganisationen Leith blev i 2013 stiftet af iværksætter Kristian Groth og består i dag af cirka 400 skandinaviske topledere, topatleter og folk fra øverste hylde af det kreative segment. Netværket inkluderer blandt andet CEOs og ledere fra blandt andet Microsoft, Hitachi og restaurant Noma.
For nylig meddelte organisationen, at man havde besluttet at »tage et skridt opad«. Man vil transformere sig til en egentlig »dannelsesskole«. Nu skal det handle meget mindre om forretningsudvikling og business, som Leith selv skriver – og i stedet vil man i organisationens nye treårige uddannelse, Leith Advanced Leadership Programme, i langt højere grad fokusere på filosofi, psykologi, mindfulness og kommunikation. Man vil »udforske deltagernes selvværd og evne til refleksion«, som der står i en pressemeddelelse.