Det har længe været sådan, at man ikke har kunnet læse et erhvervslederportræt uden at støde på ord som carboncykel, maraton eller ironman. Malende har den ene CEO efter den anden fortalt om sit seneste maraton eller bjergeventyr i prikket trøje, ligesom man har kunnet se dem piske rundt i Københavns kanaler som åndssvage.
Men noget nyt er ved at ske. Vi er ikke kun på vej ud af et årti med kroppen som identitetsmarkør – vi er også på vej ind i et nyt, der bliver åndens.
Den nye identitetsmarkør handler om dannelse.
Man kan også spørge på den her måde: Hvem vil du foretrække at have til bords? Et belæst og dannet menneske, der interesserer sig for andet end excelark og pulsmålere eller en tændstikmand, der sidder og sutter proteindrik i sig? Jeg er selvsagt ikke i tvivl.
Da Henrik Mulvad i februar tiltrådte som CEO for KPMG, gav han et interview til Berlingske. »Jeg vil hellere læse en god roman end en managementbog,« sagde han og fortalte desuden om, hvordan han i 80erne var blevet påvirket af filmen »Wall Street« om spekulanten Gordon Gekko. Uh, tænker den puritanske læser måske, er det nu godt at blive ansporet af vanvidskapitalisme, og Mulvad kan da også berolige læseren med, at et ophold på Stanford-universitet skam fik ham på andre tanker.
Netavisen POV interviewede ham efterfølgende, og her uddybede han, hvordan skønlitteratur havde gjort ham til en bedre leder. At han havde læst Kierkegaard, Joyce og endda opkaldt sin datter efter King Lears yndlingsbarn, Cordelia. Han sagde desuden til mediet:
»Vi har brug for kunsten og litteraturen, fordi der sker så meget i vores samfund lige nu med automatisering, robotteknologi, digitalisering og andre måder at arbejde på, at det vil ændre vores samfund. Hvad vil det betyde for vores samtaler og måden, vi opfører os på?«
Interessant. Når det kommer til diskussioner om robotteknologi, har de færreste skrevet mere indsigtsfuldt om emnet end Mary Shelley, som for over 200 år siden beskrev grænserne for det menneskelige i »Frankenstein«. En tematik, som Ian McEwan i øvrigt har videreført i »Machines Like Me«, der netop er udkommet på dansk og som lige præcis handler om, hvordan robotteknologi påvirker vores måde at opføre os på overfor hinanden.
Heller ikke Danmarks nok mest succesfulde erhvervskvinde, Lone Fønss, ævler løs om, hvordan hun senest har pint sig selv i endnu et dødssygt maraton – i stedet fortæller hun om, hvordan hun bruger skønlitteratur og bøger om psykologi som redskab til at lære at forstå mennesker bedre.
Endelig fremhæver Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen kunsten som det uudtømmeligt interessante, og de fleste ved også, at han ikke henlever en tilværelse i infam lycra, men bruger tiden på at rejse, spise og genrejse cafeen Dan Turèll.
Dannelse eller lycra
Man kan også spørge på den her måde: Hvem vil du foretrække at have til bords? Et belæst og dannet menneske, der interesserer sig for andet end excelark og pulsmålere, eller en tændstikmand, der sidder og sutter proteindrik i sig? Jeg er selvsagt ikke i tvivl.
For nylig læste jeg også med stor interesse om det eksklusive erhvervsnetværk Leith Society, som er i gang med et såkaldt dannelsesakademi. I spidsen står filosoffen Ole Fogh Kirkeby, og han betoner vigtigheden af dannelse. Dannelse handler kort sagt om, at menneske ikke bare er noget, man ER, men at det er noget, vi bliver, og at vi ikke kan gå gennem livet som hele mennesker uden at beskæftige os med det gode, det retfærdige, det sande og det skønne. Med andre ord med litteraturen, filosofien og kunsten.
Det er fint nok at have en stor bil, flotte muskler, en pensionsordning og mindst en ironman på CVet. Men den erkendelse er ved at sprede sig, at det ikke gør én til et særligt spændende menneske, leder eller politiker.
En erkendelse, som i øvrigt ikke er ny.
»Jeg interesserer mig faktisk ikke så meget for politik i snæver forstand,« sagde den tidligere statsminister Viggo Kampmann således i 1961 til Information og slog fast, at det snarere var kunst og filosofi, der optog ham.
Kan man forestille sig en minister sige noget tilsvarende i dag? Nej. Åndslivet er for længe siden blevet frakoblet den politiske proces, og der foreligger nu et skel mellem kultur og politik, hvilket betyder, at et begreb som livsindstilling er blevet hjemløst. Velfærdssamfundet er blevet til en velstandsstat, og resultatet er et refleksionsunderskud, og det var muligvis dét, som forfatteren Jonas Eika på en ret spasset måde forsøgte at adressere fra scenen, da han i denne uge modtog Nordisk Råds Litteraturpris – og sendte en anklage om umenneskelighed og endda »statsracisme« retur mod Mette Frederiksen.
Mens vi kan beklage os over, at vores politikere (med få undtagelser) kun læser, hører og ser det, de er tvunget til, kan vi glæde os over, at en mindre dannelses-renæssance er undervejs. Kulturinstitutioner afholder velbesøgte saloner, folk strømmer på museum og i teateret, og professorer dyrkes som superstjerner.
Mit bud er, at dannelse kommer til at præge det næste årti.
