Pochettino bænker Eriksen til første PL-kamp i sæsonen

Christian Eriksen indleder PL-sæsonen på bænken, når Tottenham møder Aston Villa senere lørdag.

Den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen indleder sæsonen i Premier League på bænken for Tottenham.

Danskeren er fravalgt til startopstillingen til hjemmekampen mod Aston Villa lørdag efter en sommer med massevis af rygter om Eriksens fodboldfremtid.

Christian Eriksen meddelte tidligere denne sommer, at han gerne ville prøve noget nyt, men torsdag var der intet nyt om, at danskerens situation skulle have ændret sig, da det engelske transfervindue lukkede for køb af spillere.

Det betød, at danskeren denne sommer helt sikkert ikke skifter til en anden engelsk klub.

Christian Eriksen har et år tilbage af sin kontrakt i Tottenham, og han kan derfor skifte transferfrit til en anden klub næste sommer.

Det engelske transfervindue lukkede kun for køb af spillere torsdag.

Europæiske klubber kan stadig købe spillere i engelske klubber, så længe de nationale transfervinduer er åbne.

I engelske medier er det gennem længere tid blevet beskrevet, at danskeren flere gange skulle have takket nej til en kontraktforlængelse i Tottenham.

/ritzau/