Knækkende næse, tunge øjne, strittende ører, tung underlæbe og gusten hud.
Ikke just træk som sædvanligvis tegner en superstjerne. Men der var ved gud heller ikke meget sædvane over manden, der nyder ikonstatus i Frankrig og har været med til at forme en hel verdens syn på, hvad det vil sige at være fransk.
Ja, sangeren og sangskriveren Serge Gainsbourg var - og er til stadighed - selve sindbilledet på Frankrig med sin evige Gauloises i mundvigen, med sin hovne charme, med sin umanerlige grovhed, med sin utæmmelige kreativitet og med sin utilslørede afhængighed af skønhed og sex.
Det sidste inkarneret i hans erotisk dampende og ikke så lidt lummer-kitschede evergreen, »Je t'aime ... non plus«.
Og Serge Gainsbourg - denne kuldslåede og forfranskede opdatering af Don Juan-figuren - har nu, henved 20 år efter sin død, fået sin egen spillefilm.
Unægtelig lang tid i disse accelererende tider, hvor alt bliver historie på rekordtid, men når der skulle gå så mange år, før en film som Joann Sfars »Serge Gainsbourg, vie héroïque« er tonet frem, så hænger det ikke bare sammen med de enorme forventninger, som sådan en sag til enhver tid vil tynge sin instruktør med, men også med, at den folkekære mands historie ved nærmere eftersyn er temmeligt tragisk.
Forargelse og forvandling
Men at omsætte Serge Gainsbourgs liv til dramaturgi er på mange måder også en taknemmelig opgave, for han foretog et hamskifte sådan omtrent hvert tiende år.
I 1950erne var han således den renskurede og jazzsyngende charmør, i 1960erne blev han den direkte og grænsesøgende damernes mand, i 1970erne kulminerede hans bredtfavnende musikalske karriere med konceptalbummet »Historie de Melody Nelson«, og i 1980erne faldt han hen som en fordrukken, slibrig og sørgelig synthpopper.
Det var blandt andet i sidstnævnte årti, at Gainsbourg i stangdrukken tilstand sagde »I want to fuck her« til en TV-vært, mens målet for hans løbske og spruttågede libido, superstjernen Whitney Houston, så forarget til.
Men i 1991 satte et hjertetilfælde en stopper for dette kaotiske og meget kunstneriske fænomen, som efterlod en verden af fans i sorg, men også en børneflok, der blandt andre tæller Charlotte Gainsbourg, som snart sagt enhver dansker kender efter hendes hovedrolle i Lars von Triers »Antichrist«.
Og hvor meget hendes far betyder for folk og ikke mindst franskmænd kan ses ved at besøge hans gamle hjem på Rive Gauche i Paris, hvor fans stadig skriver, tegner og maler kærlighedserklæringer på muren. Til »Serge. Manden, musikken, myten«, som Sfars film noget bovlamt hedder, når den rammer de danske biografer.
Djævelsk kunstgreb
Sfar belyser nogle af de mest interessante sider af Gainsbourg - nemlig hans skyggesider - via et ganske vellykket kunstgreb.
Instruktøren, der normalt arbejder med animation og tegninger, lader nemlig en stærkt forvrænget udgave af Gainsbourg dukke op i tide og ikke mindst utide. Uhyggelig, kroget, kynisk, ond og den djævel, som Gainsbourg på regulær Faustus-maner har solgt sin sjæl til i kunstens navn.
En urovækkende og aldeles effektiv figur, der giver ikke så få mindelser om dén, som huserer i »Pans labyrint«, og som giver instruktøren lejlighed til at skabe billeder med både styg, suggestiv og skønhedssøgende kraft.
Filmens to verdener, fantasiens og virkelighedens, bindes sammen af Éric Elmosnino, der spiller Gainsbourg igennem hele den voksne del af hans liv, og ikke bare ligner det øgleagtige forlæg, men også har ramt hans gestik og mimik på kornet.
Det er slet ikke nogen let opgave, og det er det bestemt heller ikke at presse et helt liv ned i én spillefilm, men Sfar lykkes langt hen ad vejen med at skildre Gainsbourg, fra han er en lille jødisk dreng i det naziregerede Paris over hans år med digter- og malerdrømme og frem mod det musikalske gennembrud og den fordrukne og uværdige exit fra det dennesidige.
Vor tids Baudelaire?
Når »Serge Gainsbourg, vie héroïque« alligevel ikke lykkes fuldt ud, er det fordi det er endog meget svært at se, hvad det er, de mange celebre, skønne og supersexede kvinder falder for.
Brigitte Bardot - der spilles sensuelt af Laetitia Casta, mens Jane Birkin rammes rent af Lucy Gordon - lader sig uden videre indfange af denne meget lidt smukke mand. Og det er naturligvis hans evner som kunstner, der vækker tiltrækningen, og som tilskuer forstår man det måske nok, men føler det for sjældent.
Når det er sagt, så kunne en film og en mand, der fylder så meget i et lands hjerte, have endt et meget værre og mere sukret sted. Og at Gainsbourg vitterligt er stor i Frankrig turde fremgå af det faktum, at den daværende franske præsident, François Mitterand, umiddelbart efter Gainbourgs død sagde, at »han var vores Apollinaire, vores Baudelaire.«
Store ord. Uden tvivl også for store, men hvor Gainsbourg som kunstner ikke var helt oppe på deres niveau, så levede det franske fænomen i hvert fald et lige så vitalt, vildt og voldsomt liv som nævnte Baudelaire.
Det viser »Serge Gainsbourg, vie héroïque«, og gør det tilmed på en måde, som vil få kendere til at gå hjem og lytte til de gamle vinyler - og novicer til at investere i en enkelt CD eller to.
