Ungarske Laszlo Nemes spillefilmsdebuterer med et brag med dramaet »Sauls søn«, der allerede har vundet en lang række priser verden over, blandt andet en Golden Globe, og nu er med i opløbet om en Oscar.
Der er med andre ord ikke skyggen af begynderfilm over fortællingen om KZ-lejr-fangen Saul, der er del af en lille specialgruppe, »Sonderkommando«, hvis utaknemmelige opgave det er at lede nye fanger fra tog til gaskammer og efterfølgende skille sig af med ligene.
En dag opdager Saul en lille dreng, der stadig trækker vejret i et kort øjeblik, og knytter øjeblikkeligt et bånd til ham. Han beslutter at gemme liget og finde en rabbiner, der kan give drengen en ordentlig begravelse – to næsten umulige opgaver i en KZ-lejr. Men Saul ser drengen som sin søn og er fast besluttet på at udføre denne sidste opgave, inden han går sin egen uundgåelige død i møde.
Man kunne umiddelbart forvente en lettere sentimental tåreperser efter sådan en plotbeskrivelse, men Laszlo Nemes går den stik modsatte vej – han ønsker ikke vores medlidende tårer, han ønsker at fange os på et langt dybere plan dér langt inde i sindet, hvor frygten for verdens uudslettelige ondskab bor. Derinde, hvor grænsen mellem liv og mareridt pludselig opløses.
For et mareridt er lige, hvad verden er for Saul og hans medfanger i specialgruppen. Hele dagen lang er de nødt til at føre skræmte fanger til gaskamrene og efterfølgende rydde ligene, der bare bliver omtalt som »stykker«, af vejen, brænde dem, sortere deres efterladte ejendele og vaske deres angstudsondrede ekskrementer af gulv og vægge i gasovnen. Alt sammen med bevidstheden om, at de selv skal samme vej – for at hemmeligheden, om hvad der i virkeligheden sker i lejrene, ikke skal slippe ud.
Usentimental og skarp
Laszlo Nemes fortæller sin historie med skarphed, men uden sentimentalitet. Hvor flertallet af holocausthistorier handler om muligheden for fysisk overlevelse, har Saul tilsyneladende allerede givet op – på trods af hans venners mere og mere desperate flugtplaner. For ham handler det om at redde det lille stykke af sjælen, der gemmer sig i en sidste (med)menneskelig handling. Hvor umulig den end kan synes.
Det bliver aldrig klart, om drengen rent faktisk er Sauls søn, eller det bare er noget, han bilder sig selv ind. Det er også underordnet. Vi forstår til fulde det vanvittige behov for at opføre sig som et menneske i en verden, hvor grusomhed og umenneskelighed er alt, der er tilbage.
Det hele er fortalt med en nærmest brutal sanselighed. At sidde igennem »Sauls søn« er ikke at se en film, men at opleve den. Vi befinder os midt i mareridtet – på sikker afstand ganske vist, både fysisk og tidsmæssigt, men ikke sikker nok til at beskytte mod det ufattelige: nøgne mennesker der udryddes systematisk, uden nåde, kun for at blive fjernet og smidt bort som affald – af mennesker. der kun venter på, at det bliver deres tur. Det er billeder af den type, man ofte har lyst til at vende blikket væk fra, men den luksus tillader Laszlo Nemes os ikke. Ved i lange passager at holde fokus på Saul men sløre baggrunden, fastholder han vores blik. På ansigtet og på umenneskelighederne i baggrunden, der kun bliver klarere af at være ude af fokus, fordi vi nu selv må forestille os de udtryk, der passer til angstens skrig,
Hvad: Sauls søn.
Hvem: Instruktør Laszlo Nemes. Medvirkende: Géza Röhrig, Levente Molnár.
Hvor: Premiere over hele landet.
