Game of Thrones-skaber bag ny TV-serie

George R.R. Martin forventer TV-serien "Wild Cards" færdig om et par år.

George R.R. Martin opfandt i 1980erne et superhelte-univers, der nu danner forlæg for en ny TV-serie. REUTERS/Lucas Jackson Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

Hjernen bag »Game of Thrones«, verdens mest succesfulde TV-serie, George R.R. Martin, har fået en ny kæmpeserie i støbeskeen, skriver branchebladet Variety.

Filmselskabet Universal Cable Productions har købt rettighederne til at udvikle en TV-serie over af forfatteren opfundne univers kaldet »Wild Cards«, en transaktion som Martin også annoncerede på sin blog.

»Wild Cards«-romaner begyndte at udkomme i 1986, og også andre forfattere har skrevet titler ind i universet, der handler om en dødelig virus, der ankommer fra rummet og udsletter 90 procent af Jordens befolkning.

Resten af menneskeheden undergår mutationer, der forvandler nogle af dem til superhelte, kaldet »aces« med særlige evner, mens andre forvandles til en slags monstre kaldet »jokers«.

»Det er en såkaldt shared-world-serie, der er noget af det bedste prosa, der er skrevet om superhelte,« siger Morten Søndergaard fra tegneseriebutikken »Fantask«.

George R.R. Martin sammenligner selv »Wild Cards«-universet med de verdener, som tegneserieforlagene Marvel og DC i årevis har udgivet historier om, men kalder sit univers for mere realistisk og sammenhængende, således at de tilknyttede forfattere skriver ind i et veletableret univers og tidslinje, der ikke laves om af de enkelte bidragsydere.

Forfatteren kommer ikke selv til at arbejde på den kommende serie, da han har en eksklusiv-aftale med streamingtjenesten HBO, der viser »Game of Thrones«.

I stedet bliver det hans nuværende redaktør Melinda Snodgrass, der selv har forfattet manuskripter til serier som »Star Trek: The Next Generation« og »The Outer Limits«.

Martin håber, at serien bliver klar til udsendelse om et eller to år.