Filur i frit fald

Wes Andersons underspillede humor har overskredet sidste salgsdato. Den amerikanske instruktør er ren form og irriterende gentagelse.

Instruktøren Wes Andersons »Moonrise Kingdom« er langt fra Andersons tidligere standart med film som »Rushmore« og »The Royal Tenenbaums«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

I sine to første film, »Rushmore« og »The Royal Tenenbaums«, imponerede Wes Anderson med finurlig deadpan-humor og et helt igennem originalt syn på verden. Jeg husker, at jeg levede og åndede med det undertrykte og mærkelige i alle karaktererne. Anderson var et frisk pust på den store internationale artcinema-scene, og hans film var fyldt med underspillede magiske øjeblikke.

Det samme var tildels tilfældet i »Life Aquatic« og »The Darjeeling Limited«, hvor flere farverige personager defilerede forbi Andersons opmærksomme kamera. Blot var jeg en smule mindre imponeret. Det ene småbizarre optrin efter det andet blev en smule kedeligt i længden, og det var, som om Anderson ikke havde noget alvorligt på hjerte. More mig en del over det farverige design og gode skuespillere i usædvanlige roller, kunne jeg dog stadig.

I »Moonrise Kingdom« er vi efterhånden kommet så langt væk fra noget meningsfyldt, at man bliver decideret irriteret. Fransk vintagepop, umælende teenagere, spejderuniformer på parade og mærkeligt overskæg på hvem som helst som for eksempel Edward Norton, Bill Murray og Bruce Willis er ikke nok til at vække mere end en lille portion nysgerrighed.

Det er god-dag-mand-økseskaft, når Bob Balaban udstyret med pelshue og vinterfrakke sættes til at introducere året 1965 på den lille afsondrede ø, hvor handlingen udspiller sig. I en stribe små vignetter klipper man fra sted til sted. Men akkurat som beboerne på øen virker hver enkelt del af den forsøgte humor, som om den er strandet. Anmassende klassisk musik fra Benjamin Britten og en parade af absurde stensigter gør kun ondt værre.

På et tidspunkt var Wes Anderson det nye sort, men nu er han desværre blot en af de gamle grå. Hans film virker som en søgen tilbage mod et magisk øjeblik fra barndommen, som det jo i sagens natur er umuligt at genskabe.

Hvis ikke den amerikanske instruktør finder en ny måde at dreje sit skøre univers på, vil han fortsætte i frit fald kun til ære og glæde for folk, der får et kick ud af at grine ad noget, der er så indforstået, at de fleste andre er koblet af.