FCK-sammenbrud kan udløse frasalg

FCKs cypriotiske mareridt koster klubben millioner og kan betyde, at Nordea strammer grebet yderligere om Parken. Frasalg kan blive nødvendigt.

FCK-tilhængernes løvehjerter sprang mindst tre slag over i løbet af den 94 minutter lange og mange millioner dyre europæiske fadæse mod Apoel fra Cypern. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sakis Savvides
FCK-tilhængernes løvehjerter sprang mindst tre slag over i løbet af den 94 minutter lange og mange millioner dyre europæiske fadæse mod Apoel fra Cypern onsdag aften. Tre gange scorede de upåagtede cyprioter og spændte ben for spadsereturen til Champions Leagues og guldrandede indtægter fra kampe mod verdens bedste fodboldhold.

Nu er det tid til at gøre boet op, og de første, der vil reagere, er formentlig aktionærerne, når aktiehandlen åbner klokken 9. De seneste tre dage er markedsværdien for selskabet bag FCK, Parken Sport og Entertainment, vokset med mere end 12 pct. på forventningerne om de mange millioner, der i løbet af efteråret ville trille i den slunkne klubkasse.

Formand Flemming Østergaard lægger da heller ikke skjul på sin egen skuffelse.

”Alt det, der ikke skulle ske, skete i dag. Indrømmet - det er den største skuffelse i min tid i FCK. Der er ikke noget at gøre ved det. I morgen sætter jeg mig ned og skriver et memo til hele organisationen, hvor der står, at jeg ikke vil se nogen sure fjæs,” siger han til Ritzau.

Ifølge eksperterne går virksomheden glip af mere end 100 millioner kroner ved ikke at kvalificere sig til det lukrative gruppespil. Hvor dyr nederlaget til Apoel bliver, afhænger dog af lodtrækningen og præstationerne i den mindre attraktive Europa League, hvor de næstbedste europæiske hold kæmper.

”Vi må glæde os over, at vi skal spille i Europa League i stedet. Jeg er ked af det på vores vegne og dansk fodbolds vegne. Jeg var meget overrasket over den nervøsitet, der var på banen,” siger Flemming Østergaard til Ritzau.

Banken følger med på sidelinjen
De manglende indtægter fra Champions League betyder, at Parken Sport og Entertainment i år kun kommer i plus takket være salget af sommerhusene i Billund, mens den underliggende drift ikke kan klare rentebyrden fra selskabets mere end 2 mia. kr. store gæld.

Set i det lys havde Champions League-pengene været en velkommen stødpude i forhold til hovedbankforbindelsen Nordea, der formodentlig allerede nu sidder og kigger på Parkens budgetter for 2010, hvor det kan være svært at få øje på øje på, hvor overskuddet skal komme fra, når der ikke længere er sommerhussalg til at sikre sorte tal på bundlinjen.

Det hele står og falder med Nordeas syn på den fremtidige lønsomhed i PSE og bankens tålmodighed i forhold til selskabets gældsnedbringelse. Her er en af de mere oplagte muligheder, at Nordea beder Flemming Østergaard og co. om at slanke selskabets balance via frasalg. Flemming Østergaard har dog på det skarpeste afvist forlydende om, at Fitness.dk skulle være til salg, ligesom han understreger, at selskabets forhold til Nordea er rigtig godt.

Hvis den afvisning af det konkrete frasalg skal opfattes også i en bredere forstand, at intet er til salg, så skal Parkens indtjening forbedres drastisk i 2010.

Særligt interessant bliver det at følge udviklingen i Lalandia Billund. Den nuværende underliggende forretning har vist, at den ikke – under de nuværende konjunkturer – trods omsætningsfremgang i første halvår kan klare at servicere selskabets rentebyrde, hvorfor det er afgørende, at det nye projekt i Billund meget hurtigt bidrager til indtjeningen, hvis markante frasalg skal undgås.