Parken glemmer omkostninger i Billund-regnestykke

Parken Sport & Entertainment skriver i fondsbørsmeddelelse om avancen ved salg af sommerhuse i Billund. Nu erkender den tidligere direktør, at der skal trækkes omkostninger fra inden man kommer frem til den reelle gevinst.

Parken glemmer omkostninger i Billund-regnestykke - 1
Parken Sport & Entertainment erkender nu, at oplysningerne om salgsavancerne i forbindelse med sommerhusene i Billund ikke var fyldestgørende. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I årsregnskabet stod der, at omsætningen resulterede i en avance på 141,6 mio. kr.

Men i en e-mail skriver tidligere adm. direktør, og nuværende konsulent, i Parken Sport & Entertainment, Jørgen Glistrup, at man skal fratrække salgsomkostninger relateret til feriehussalget, opstartsomkostninger i Billund og feriehussalgets andel af fællesomkostninger.

Den tidligere direktør konkluderer derfor, at overskuddet er markant lavere den de 141,6 mio. kr. som aktionærerne har fået oplyst.

Hos bestyrelsesformanden Flemming Østergaard finder man ikke den store lyst til at redegøre for, hvordan indtægter og omkostninger hænger sammen i Billund.

”Det kan jeg ikke svare på her. Det kan jeg ikke. Det vil du da ikke forlange, at jeg skal svare på herfra. Vel! Det er godt. Kan du have en god dag. Hej,” siger han.