V-kritik: Mikkelsen skyld i medieforlis

Helt ind i regeringspartiernes egne rækker lyder der nu kritik af kulturminister Brian Mikkelsens håndtering af medieforhandlingerne. Venstres formand for Folketingets kulturudvalg opfordrer til nye forhandlinger. Brians brede forlis

Af Søren Kassebeer og

Birgit Straarup

Kulturminister Brian Mikkelsens (K) uerfarenhed som forhandler og arrogance var i høj grad årsag til, at ministeren stik imod intentionen tabte muligheden for et bredt medieforlig på gulvet.

Sådan lyder kritikken nu. Ikke bare fra oppositionen, men også fra kilder i regeringspartiet Venstre.

»Man er nødt til at give plads til andre, lytte og tage dem seriøst. Hvis man vil noget med dem, så skal man også behandle dem ordentligt. Det her siger jeg med lav stemme og rimeligt pæne ord, men det er jo en meget hård kritik i virkeligheden,« siger en centralt placeret Venstre-kilde, der bakkes op af flere partifæller:

»Det var svære forhandlinger, indrømmet. De lå ikke lige til højrebenet. Men som tiden gik, skabte kulturministeren et klima, der gjorde det ulige sværere at nå et resultat,« siger en anden kilde i partiet.

Brian Mikkelsen fik en bunden opgave, da han skulle forhandle sit første store forlig hjem som kulturminister: Nemlig at komme hjem med en medieaftale, der havde bred tilslutning hen over midten. I hvert fald skulle de Radikale og Kristeligt Folkeparti med.

Manøvren lykkedes ikke, fordi forhandlingsparterne satte hælene i og sagde nej til det hele. Det vil ifølge kritikere stække Brian Mikkelsens muligheder for at opnå den fornødne tillid i fremtidige forhandlinger.

Formanden for Folketingets kulturudvalg, Kim Andersen (V), mener dog ikke, at løbet er definitivt kørt. Han appellerer til oppositionen om igen at sætte sig til forhandlingsbordet:

»Nu kommer vi ind i sommerferieperioden, hvor vi alle sammen får tid til at tænke lidt mere over tingene i fred og ro. Det kunne være, det giver oppositionspartierne anledning til at tage imod den hånd, som jeg mener, ministeren har rakt frem,« siger Kim Andersen.

Brian Mikkelsen siger i en kommentar, at han ikke tror på, at kilder i Venstre skulle være utilfredse med hans indsats:

»Vi var i tæt samspil under hele forløbet,« siger han med henvisning til, at Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, sad med ved forhandlingsbordet.