På pension med pavevin

Efter vinentusiasters lovprisning af champagne og spanske supervine er turen denne uge kommet til Chateauneuf-du-Pape, som står Søren Gudiksens hjerte særligt nær.Af Foto: Erik Refner

Søren Gudiksen med et glas Chateauneuf-du-Pape. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Da Søren Gudiksen for nogle år siden sagde farvel til 37 års tjeneste som lærer på den lokale skole i Sdr. Omme, vidste han godt, at hans hverdag ville ændre sig. Det ville være forkert at påstå, at Gudiksen var urolig ved udsigten til tilværelsen som fuldtidspensionist, den slags spekulationer ligger ikke til ham, men på den anden side kunne han heller ikke sige sig fri for at mærke et stik af bekymring over pludselig selv at skulle udfylde tiden.

Så Gudiksen begyndte at spille golf, men ret hurtigt indså han, at det i længden ikke gav mening at have en lille, hård plasticbold som eneste interesse. Der skulle mere til, så Gudiksen gik i tænkeboks, og efter et par ugers udramatiske overvejelser kom han frem til en løsning.

Sammen med hustruen Ulla havde Søren Gudiksen i årevis holdt sommerferie i Rhône, og hver gang havde han møjsommeligt samlet stof fra området og lagt det ind på sin arbejdscomputer. I virkeligheden behøvede han blot samle tingene, slette lidt hist og tilføje lidt her, så havde han stof til en hjemmeside. Som tænkt så gjort, og et par måneder senere mundede computerarbejdet ud i www.chateauneuf.dk et veritabelt skatkammer af nyttige informationer og brugbar viden om de sydfranske »pavevine«.

I dag bruger Gudiksen daglig et sted mellem seks og syv timer på at forny og forbedre hjemmesiden, som i skrivende stund indeholder beskrivelser og fotos af 170 af områdets producenter. Plus det løse.

»Det griber om sig. Siden skal hele tiden opdateres. Nye vinområder og nye producenter skal introduceres, så der er nok at tage fat på,« forklarer Søren Gudiksen på roligt jysk og skænker en smuk, teglfarvet Domaine de Pegau i milepælsårgangen 1998 op i glassene.

Vi sidder i spisestuen i det brune parcelhus og fylder os med franske oste og charcuteri, fordi værten insisterede på, at man ikke kan tale om vin uden også at drikke den. Slet ikke vinene fra Chateauneuf-du-Pape:

»De har en kompleksitet, som gør dem utrolig interessante. De har så mange lag i sig. Der er en helt speciel varme i vinene, uden at de på noget tidspunkt kammer over og kommer til at smage kogt. De bliver sjældent vamle eller anmassende som mange af de oversøiske vine, hvor man ofte får en masse frugt ind i munden, og så leder man efter et eller andet til at holde sammen på det hele, men det er der bare ikke. Og det indfinder sig aldrig. En vin skal have balance mellem alkohol, tanniner og frugt, ellers bliver den underlig uinteressant.«

De sidste kvaliteter finder man i mange af vinene fra Rhône, men navnet Chateauneuf-du-Pape er ikke i sig selv en skudsikker kvalitetsbetegnelse, advarer Gudiksen. Der findes meget ligegyldigt sjask på markedet, som snylter på områdets gode navn.

»Herhjemme begrænser de flestes kendskab til Chateauneuf sig til den vin, man kan købe i supermarkederne til en hundredkroneseddel. Det er også fint nok, men hvis det er det eneste, man har smagt, aner man reelt ikke, hvad området byder på. Den vin, man køber i supermarkedet, kommer typisk fra en af de store negocianter, som laver vin på købte druer, og de vine leverer sjældent de helt store smagsoplevelser. Selvfølgelig findes der fornuftig negociant-vin, men i de fleste tilfælde får man lov til at betale alt for meget for navnet. Det minder meget om situationen med barolo og amarone, som jo også handles helt ned til 60-70 kr. flasken i supermarkedet i dag, og her kan man heller ikke med rimelighed sammenligne indholdet med de store, klassiske producenter. Man får, hvad man betaler for.«

At det blev Rhône og særligt Chateauneuf-du-Pape, der i sin tid fangede Søren Gudiksens interesse, skyldes i bund og grund et mislykket besøg i et andet af Frankrigs store vindistrikter. I 1990 tog Gudiksen og hustru til Bordeaux for at opleve det klassiske vinområde på tæt hold og få syn for sagen. Men besøget blev en fæl skuffelse:

»Vi kørte rundt til det ene store slot efter det andet, og vi kom da også hjem med en masse pæne billeder af gamle bygninger. Til gengæld havde vi stort set ikke mødt en eneste vinbonde. Ret beset er selve området også en smule kedeligt, og vel smager vinene herfra godt, men de er altså også uanstændigt dyre, og balancen mellem pris og kvalitet er ofte helt hen i vejret,« fortæller Gudiksen.

Året efter tog han og konen i stedet til Rhône, og her mødte ægteparret de vinbønder, som de havde savnet i Bordeaux.

»I Rhône kan man stadig møde den lokale vinbonde og trykke ham i hånden. Mange af husene har været ejet og drevet af den samme familie i generationer, og de fleste steder hersker en afslappet stemning. Jeg besøgte engang en producent, som insisterede på, at jeg skulle med indenfor og smage på hans vin. Så sad vi der i hans stue og drak vin og talte om vind og vejr. Den slags oplevelser kommer man ikke ud for i Bordeaux, hvor det i stor stil er banker og forsikringskoncerner, der styrer løjerne i dag.«

Men Søren Gudiksen er ikke den eneste, der godt kan lide vinene fra Chateauneuf-du-Pape. I dag er de bedste vine fra området en kostbar og eftertragtet vare på linje med de store bordeauxer og bourgogner. Sådan har det ikke altid været, og man skal ikke mere end 10-15 år tilbage, før situationen så anderledes ud. Dengang kunne man erhverve sig en god flaske lokalt hos producenten for en 50er, fortæller Gudiksen. Men forskellige faktorer har fået priserne til at tage himmelflugten.

Det startede så småt i begyndelsen af 1990erne, men det store skred kom med årgang 98, som blev udråbt til en af århundredets bedste, siden har »point-kongen« Robert Parker kastet sin kærlighed på området, og amerikanerens begejstring virker som en positiv spiral på de lokale producenter. Der eksperimenteres mere, og en strøm af specialcuvéer har set dagens lys de seneste år for at fange vinguruens opmærksomhed.

»Specialcuvéerne er ofte fantastisk gode vine lavet på druer fra de ældste stokke, men desværre bliver der lavet meget få af dem, og samtidig er mange af dem uforskammet dyre. Udviklingen har betydet, at den almindelige chateauneuf hos mange producenter er blevet ringere i kvalitet. Men det kan man desværre ikke lave om på, når markedskræfterne først ruller, er der ikke noget at gøre,« konstaterer Gudiksen opgivende.

Men eksperimenterne skyldes ikke kun Parker, det handler også om, at mange af domainerne har gennemført generationsskifter de sidste ti år. Med de unge folk, som typisk er bedre uddannet end forældrene, har man indført nye produktionsmetoder. Der sker en bedre selektering og sortering af druerne, flere producenter fjerner nu stilkene inden vinificeringen, og hygiejnen i kælderen skaber ikke de samme problemer som tidligere. Derudover har mange skiftet de gamle foudres ud med nye barriques.

»Tilsammen har det givet nogle mere moderne vine. Tidligere lod alle producenter druestilkene gære sammen med druerne, men i dag fjerner de fleste konsekvent stilkene, og dermed mister man nogle af de tanniner, der tidligere var en del af rygraden i en klassisk Chateauneuf-du-Pape, og som gjorde indholdet mere langtidsholdbart. Omvendt er de nye vine hurtigere klar til at blive drukket. Den udvikling kan man så alt efter temperament enten begræde eller glæde sig over,« siger Gudiksen.

»Men den unge Chateauneuf kan stadig være ret voldsom i udtrykket de første år. Så er det selvfølgelig en smagssag, om man bedst kan lide den modstand og naturlige flabethed, som ungdommen giver vinen, eller om man hellere vil give den et par år i kælderen og vente på, at vinen falder til ro, og balancen mellem frugt og garvesyre sætter ind. Jeg kan bedst lide de sidste, og jeg forsøger altid at gemme mine vine i nogle år, inden jeg drikker dem. Desværre er det ikke altid, det lykkes.« n