Kun det bedste på menuen

Der blev tygget både på gran og mælkeskind på Plænen i Tivoli i går, hvor danske madanmeldere kårede årets bedste retter blandt dem, de er blevet præsenteret for i årets løb på landets restauranter.

Der var høj sol, da glade sommergæster i går fulgte finalen i kåringen af Årets Ret på plænen i Tivoli.<br>Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere

Der tygges og der smages. Grundigt. Men der er hverken benovelse eller skuffelse at spore i de fem dommeres ansigter. Til venstre for dem på scenen er nogle af landets bedste kokke i gang med at tilberede alt fra langtidsstegt tungsvin til en æggemad.

René Redzepi er kok på restaurant Noma, som er indehaver af intet mindre end to Michelinstjerner.

Alligevel sveder og anstrenger hans sig nu, for at færdiggøre sin forret, som er kalvebrisler med mælkeskind, som vi alle kender fra den varme kakao.

Præcis denne ret lavede han også, den aften en madanmelder var på besøg på den københavnske restaurant. Det er nemlig dansk presses gastronomiske medarbejdere, Danske Madanmeldere, der har nomineret fem restauranter i hver af de tre kategorier: Bedste forret, hovedret og dessert.

René er lidt ærgerlig over forholdende, da hans lune kalvebrisler bliver kolde, inden de når dommenes kritiske munde.

»Men det er jo ens for alle,« medgiver han.

Tre retter i top

Klokken fire havde den sidste dommer tygget af munden, og vinderne i kategorien bedste forret blev Restaurant WH, hvor kok Wassim Hallal havde lavet kammuslinger med stenbiderrogn og jordskokker.

Til hovedret foretrak dommerne rådyr med urter og svampe fra skoven lavet af Søren Ledet og Rasmus Kofoed fra Geranium. Til slut blev den bedste dessert lavet af Mads Reflund fra Restaurant MR, og den bestod af olivenolie, ristet brød, citron og basilikum.