Filminstruktøren Charlotte Sieling: Jeg kan ikke undvære at ride

Charlotte Sieling havde ikke redet, siden hun var barn, da hun begyndte igen som 30--årig. I dag rider hun så ofte, hun kan på sin islandske hest, Lukka, sammen med en gruppe kvinder i Tisvilde Hegn.

Stadig flere kvinder begynder at ride som voksne, mange har reddet som børn, men tager det op igen sammen med nogle veninder. Reportage fra Miklagård ved Tisvildeleje med to kvinder, der rider i Tisvilde hegn. Fold sammen
Læs mere

Nogle af de bedste ture er tidligt om morgenen, mens dagen endnu er helt ny og duftene stadig friske og skarpe.

Det er mental afkobling fra det sekund, de sætter sig op på hesten og rider ind i Tisvilde Hegn ved Tibirke Kirke eller i Troldeskoven på deres islandske heste.

En oplevelse af at være i en slags parallelverden. Fødderne er ikke længere i kontakt med jorden, man letter, smelter sammen med sin hest og mister bogstaveligt talt jordforbindelsen. Er pludselig hævet over bekymringer og triviel vanetænkning.

Det er ligesom med tatoveringer

Filminstruktøren Charlotte Sieling rider så ofte, hun kan, på sin islandske hest, Lukka, helst hver dag. Hun vil gerne have flere heste og ride endnu mere.

»Det er ligesom med tatoveringer,« griner hun.

»Man må bare have flere og mere af det. Jeg kan ikke undvære at ride, jeg er blevet afhængig.«

Charlotte Sieling er blandt USA’s mest benyttede TV-serieinstruktører og har instrueret afsnit af »The Americans«, »Homeland« og Guillermo del Toros »The Strain«.

Efter to et halvt år i USA med film, film og endnu mere film er hun tilbage i Danmark og »kommer sig i øjeblikket«, som hun formulerer det, inden hun skal i gang med en ny spillefilm herhjemme.

Hun kører turen fra Østerbro til hestestutteriet Miklagaard i Tisvilde, hvor Lukka har sin boks.

Som barn gik hun på rideskole og red meget, men holdt op, da hun blev teenager. Begyndte så at ride igen som knap 30-årig ved lidt af en tilfældighed.

»Jeg havde rollen som dronningen i TV-serien »Gøngehøvdingen«. I en af scenerne skulle jeg komme galopperende på en hest og meningen var, at der skulle være en stand-in for mig, men jeg tænkte: Mon ikke jeg selv skulle klare den galop-tur? Så gik jeg i gang med at tage nogle ridetimer og begyndte også privat at ride med nogle, der var vant til at ride.«

Rider med sin søn

Senere har hun haft sine to børn med på Island, hvor familien flere gange har været på rideferie, da børnene var små. Hendes 28-årige søn, Rumle, er for nylig begyndt at ride igen. Skønt, siger hun, at kunne have noget sammen med sin voksne søn.

Filmarbejdet har gjort, at ridningen i perioder har været sat på stand by. Imens har veninden Marianne Meldgaard sørget for Lukka. Også Marianne Meldgaard har sin islandske hest, Fani, på Miklagaard.

»Nogle tror, at islandske heste er sådan en »kone-hest«, der bare tøffer af sted. At det er den hest, man skal have, hvis man ikke er til en stor galophest. Men islandske heste er stædige og har deres egen vilje, oven i købet er de lidt små-racistiske og vil helst være sammen med deres egne,« forklarer Marianne Meldgaard, som har haft over ti forskellige islandske heste i årenes løb.

»Men det er også en meget dejlig hest, så der er en grund til, at det er den mest populære hesterace i Danmark.«

Hun har redet non stop, siden hun var barn. I dag er hun 49 og det var kun, da hun brækkede halebenet, at hun ikke red.

»Jeg kom ridende i retning af et skur og kunne se, at jeg var på vej direkte ind i skuret, hvis jeg ikke hoppede af hesten. Det var ikke min egen, men en meget sensitiv hest, jeg skulle ride til. Og hvis jeg ikke ville brække begge ben, var der ingen anden mulighed, end at kaste mig af hesten. Jeg landede direkte på mit haleben, det kostede seks måneder, før jeg igen var klar.«

Venskaber med andre kvinder

Hun kalder ridningen for »et helle«. Et sted, hvor hun får nogle af sine bedste oplevelser, selv om der umiddelbart ikke sker en pind.

»Forleden red vi ned til stranden i Tisvilde i gråvej og regn, alligevel var det smukt at se ud over vandet, og hesten holder én varm, så man ikke fryser. «

Marianne Meldgaard fremhæver også de venskaber, der opstår med de kvinder, hun rider sammen med.

»Man bliver tætte med hinanden på en anderledes måde, end med sine kolleger for eksempel. Noget gør, at man derude i naturen på hesteryg bliver fortrolige på en særlig måde. Vi deler lidt af hvert, så mine heste har lagt ører til mange historier.«

Charlotte Sieling indskyder, at der på turene bliver vendt alt fra sex, arbejde, politik og mad til alle de huse i Tisvilde-området, som ejerne godt lige måtte flytte ud fra, så heste-damerne kunne flytte ind.

»Nej, det er for sjov, men vi får da talt om lidt af hvert,« siger Charlotte Sieling.

»Og så vil vi forresten også godt lige smide naboerne ud til nogle af alle de lækre Tisvilde-huse, så vi kan have det HELE i fred for os selv. Vi vil ikke have nogen naboer.«

Sjældent kommer man så tæt på skovens dyr, som på hesteryg. Dyrene er ikke bange for andre dyr, så ræve, dådyr og hjorte løber ikke væk. Man er mere »inviteret«, fordi man sidder på et hest, og det giver nogle helt unikke oplevelser, lyder forklaringen.

De er som regel af sted to til tre timer ad gangen. Også sent på eftermiddagen, hvor turen følges op med mad bagefter. Indimellem er ruten planlagt på forhånd, andre gange lader de hestene styre lidt mere, hvor turen skal gå hen.

»Det er selvfølgelig altid mig, der som rytter bestemmer et hundrede procent over hesten,« siger Marianne Meldgaard.

Variation og noget mere impulsivt

»Min hest skal have respekt for mig, men også tillid til mig. Når det er på plads, kan man lade hesten selv søge frem, det giver oplevelsen af variation og noget mere impulsivt.«

Også Amalie Nielsen er ofte med. Hun er indehaver af Miklagaard og møder mange, der først er gået i gang med at ride i en relativt sen alder.

»Jeg tror, det meget er samspillet mellem naturen, hesten og én selv, der gør, at mange bliver så glade for at ride. Og overrasket over, at hvis man først én gang har lært at ride, er det lidt som at køre på cykel. Man glemmer det ikke, selv om der går en hel del år, før man begynder igen.«

Som 12-årig havde hun en oplevelse, der har bundfæstet sig i hende for altid.

»Jeg red heroppe i Tisvilde Hegn, da jeg for vild og blev ved med at prøve at finde tilbage. Det blev mere og mere mørkt, og jeg begyndte også at blive bange. Dengang var der ikke mobiltelefoner. Til sidst gav jeg op og sad bare på hesten uden at vide, hvad jeg skulle stille op. Det endte med, at min hest førte os hjem igen. Heste er intelligente og meget mere følsomme dyr, end man skulle tro.«

Marianne, Amalie og Charlotte er enige i, at hesten afspejler ens egen adfærd. At hvis man en dag er smågnaven eller måske lidt mere sensitiv end ellers, får man den retur og lige i nakken.

»Det kan være ret interessant at opleve, hvordan ens eget humør smitter af,« siger Amalie Bro.