Mediekommentar: »Weekend Aristocrats« er den suverænt vildeste og mest tåkrummende dokumentar på Netflix lige nu

En britisk serie på Netflix om mødet mellem pinger og proletariat har den stående rekord i sarkastisk, tåkrummende og grænseoverskridende tv.

Foto: MEHDI FEDOUACH / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: MEHDI FEDOUACH

Fruen derhjemme er vild med renovering. Hun kan se den ene serie efter den anden om udbedring af forfaldne boliger. Især britiske serier om ruiner lige i overkanten af kernefamiliens ambitionsniveau har hendes opmærksomhed.

Og hvis man oven i landhandelen får et portræt af ejerne og måske endda et kig på haven med lidt gode råd om stokrosens bier og tjørnehækkens blomster, kan man godt glemme alt om kontakt.

Kort sagt: En dybt belæst kunsthistoriker og sjæleven forvandles til fremmed i de timer. Programmet skal sådan set bare foregå på Inspector Barnabys hjemegn og handle om ruinens vej til herskabelig idyl.

Forleden aften blev alligevel noget for sig. Hendes ægtemand sad som sædvanlig og skrev på sin næste bog. Man havde endda været på internettet og fundet den helt rigtige serie til hende.

»Skat, kommer du lige,« sagde hun så. Lidt mere lavmælt end ellers og måske ligefrem chokeret. Jeg fulgte hendes blik hen på fladskærmen og sad som klistret gennem resten af afsnittet og inden længe gennem hele serien.

»Weekend Aristocrats« viste sig som den vildeste dokumentar på Netflix lige nu. Som noget af det mest sarkastiske, tåkrummende, grænseoverskridende tv i mands og åbenbart også kvindes minde.

De seks afsnit følger hverdagen på udvalgte slotte med én ting til fælles: Greverne og baronesserne sidder alle som én i varmeregninger til halsen og må derfor leje sig ud til diverse arrangementer.

Og serien handler så om kollisionen mellem de fattige af blåt blod og mere almindelige briter med campingsæt og curlet hår fra firserne som højeste mode. Folk med gamle penge må udholde folk med nye penge i deres dagligestue. Selv om pengene altså kan være små begge steder.

Nådesløs speaker

Vi møder Sir Benjamin Slade på Maunsel House med de lidt for oprørske tjenestefolk og lidet overbærende holdninger til kommunister og alt af hunkøn.

Vi møder også Sir Edward Humphry Tyrrell Wakefield på Chillingham Castle med de vandrende hænder på alt af kropstemperatur og kærlighed til lange rideture uden sadel. Faktisk til barebacking, som kommentatoren så skånselsløst udtrykker det. De danske tekster fanger kun halvdelen af seriens charme.

Kun de kære Lord og Lady Fitzalan Howard på Carlton Towers virker normale. Parret sidder til gengæld i deres sofa som taget ud af »Rytteriet« og stikker hinanden for åben mikrofon. Konen giver uden smil hans hang til kaffe i papkrus skylden for den globale opvarmning. »Jeg har ellers lige købt tusind krus på nettet,« siger manden med perfekt pokerfjæs. »Lågene fulgte gratis med.«

»Serien om adelsfolk som arrangører af parties i provinsen er en fantastisk forklaring på Den Franske Revolutions nødvendighed og et lige så sørgeligt bevis på dens resultat.«


Og det bedste er næsten kameraholdets besøg hos kunderne selv. Hos briter på jagt efter det helt rigtige sted til datterens bryllup eller næste hundeudstilling. Kort sagt hos Hr. og Fru Storbritannien i klodens mest klassebevidste land - eller hos Hr. og Hr. Storbritannien for den sags skyld.

Alt sammen pakket ind i det ondeste speak uden antydning af varme for aristokraterne selv eller for miljøteknikerne med deres rottehaler og drømmene om livet som prinsesse for en dag.

Serien om adelsfolk som arrangører af parties i provinsen er en fantastisk forklaring på Den Franske Revolutions nødvendighed i sin tid og et lige så sørgeligt bevis på dens resultat.

»Historien gentager sig«, som Karl Marx skrev - »først som tragedie, siden som farce«.