Maratonrejser: Magien venter på den anden side af målstregen

Drømmer du om at tilbagelægge den magiske distance 42,195 km i løbesko? Så kombiner et maratonløb med en rejse ud i verden og mærk storbyen, mens du løber. Berlingskes journalist løb verdens mægtigste maraton i New York City - og du kan gøre det samme!

Den ikoniske Brooklyn Bridge fyldt med de 52.700 løbere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Kelly

Joan Didion beskriver i bogen »Et år med magisk tænkning«, hvordan hendes mands død og den efterfølgende sjælesorg vækker magiske tanker. Kroppen modarbejder dødens absolutte logik. »Hvis jeg ikke går på stregerne, hvis jeg undlader at at sige han er død, hvis jeg fortsat laver hans livretter, så vender han tilbage.«

Et maratonløb har intet med sorg at gøre. Men det har alt at gøre med at modarbejde menneskelig logik. Et maraton handler overraskende lidt om dine ben og din kondition, og overordentligt meget om dit hoved. For når du skal gennemføre et maraton, skal du ikke bare løbe 42,915 km. Du skal overvinde din krops argumenter mod at tilbagelægge en så umenneskeligt lang distance. Du skal igennem et døgn med magisk tænkning, der begynder, når du henter dit startnummer, og først bringes til ophør, når fødderne krydser målstregen.

»Når du løber de 42,915 km gennem byens fem boroughs, så løber du også i en håbefuld og humørfyldt rus fra den by i verden, der måske mest banalt og beundringsværdigt inkarnerer optimisme.« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Da Ping Luo.

Løbet alle drømmer om

Hvad enten du er supermotionist, amatørlangdistanceløber eller novice ud i maratondisciplinen, er der ét løb, som alle regner for mere end alle de andre. Det er det løb, der figurerer på selvudviklingens »bucketlist«, side om side med at bestige Kilimanjaro, vandre på Caminoen og opleve Taj Mahal ved solopgang. Det 48 år gamle New York City Marathon er dét løb, du gerne vil løbe - om det så bliver det første og det sidste maraton, du træner til.

I år krydsede mere end 52.000 mennesker målstregen til New York City Maraton, der dermed ikke kun er det mest mytologiserede maraton i verden, men også det største. Og det er er der en indlysende grund til. For når du løber de 42,195  km gennem byens fem boroughs, så løber du også i en håbefuld og humørfyldt rus, opildnet af den by i verden, der måske mest banalt og beundringsværdigt inkarnerer optimisme. Forfatter, satiriker og inkarneret newnorker, Dorothy Parker, sagde om byen:

»London is satisfied, Paris is resigned, but New York is always hopeful. Always it believes that something good is about to come off, and it must hurry to meet it.«

Og det er netop den følelse af ukuelig forventning, der er løbets bedste adrenalinkick og største attraktion. Når du løber i New York, er følelsen selv på de mest indædt hårde kilometer, typisk fra 32 til 37 kilometersmærket, at du er »down but never out«. I New York gennemfører du løbet på nysgerrigheden, fordi du ikke vil gå glip af et eneste skridt.

TCS New York City Marathon 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: JON SIMON.

Den arbejdende mor som moderne rollemodel

Da jeg i år stillede op til New York Marathon, var det langt fra mit første maratonløb. Jeg havde gennemført 13 maraton, inden jeg 4. november i år skulle løbe det berømte løb sammen med 450 andre danskere. Jeg skulle have deltaget i løbet i 2009. Jeg havde købt startnummer, jeg havde gennemført fire maraton, jeg var ung og klar. Lige indtil at jeg opdagede, at jeg var gravid med mit første barn, og sågar havde været det, da jeg løb Hamburg maraton som »opvarmning« til New York. Der skulle gå ni år, tre børn og yderligere en række tilbagelagte maratondistancer i Berlin, København, Frankfurt, Paris og Reykjavik, før jeg skulle få lov til at få min længe ventede løbekatharsis.

Det skulle vise sig, at jeg ikke var alt andet end særlig eller unik. For hvis der er noget der har ændret sig i maratonkategorien over årene, er det demografien. Ud af de 52.700 løbere, der krydsede målstregen, var 22.120 kvinder - og i min aldersgruppe (35-39 år) var der 3.315 damer, der kom igennem de mange kilometer, mens der var endnu flere i gruppen 40-44 år, der talte 3377 kvindelige medaljebærere. Og når man kiggede op fra sine løbesko og ud på de mere end én million tilskuere langs ruten, var det særligt børn, fædre og familier, der heppede på mødre som fyldte i landskabet.

Der er med andre ord sket en del, siden New Yorks maraton startede som en ganske ydmyg begivenhed i 1970, hvor samtlige kilometer blev løbet i Central Park. Dengang havde Fred Lebow og Vince Chiappetta fået 127 deltagere til at tilmelde sig løbet, der kostede en dollar at være med i, og som kunne afvikles for et budget på 1000 $. Kun 55 mænd gennemførte, og den eneste kvindelige løber der stillede op, måtte opgive på grund af sygdom.

I dag er den type løber, der især bliver hyldet i New York, den løbende »super mom«. Ikke eliteløberen, som tilfældigvis også har fået børn, men derimod hende, der udover at have job, børn, ansvar og ambitioner, også har vilje og lyst til at gennemføre et langdistanceløb. Det er mødrene, der beviser, at løb ikke er en sur pligt, men en frihed. De mange træningsløbeture, er der hvor hjernen kalibreres og hjertet får lov til at banke af energi ikke stress. Det er ligeså åndrigt som det er prosaisk: mødre i maratonuniform er billedet på, at hvis de kan finde tiden til at løbe, så kan alle gøre det.

Sejrsrusen sætter ind på 5th Avenue – men der er stadig et stykke til målet i Central Park, måtte Berlingskes Sine Gerstenberg erfare. Fold sammen
Læs mere

»Hvad enten du er supermotionist, amatør langdistanceløber eller novice ud i maratondisciplinen, er der ét løb, som alle regner for mere ultimativt end noget andet Det er det løb, der figurerer på selvudviklingens »bucketlist« side om side med målet om at bestige Kilimanjaro.«


Magisk tænkning, magisk oplevelse

Så hvordan omsættes supermoderens hemmelige trick til en travl dansk hverdag? For denne løber er opskriften enkel. Du sætter det  ene ben foran det andet. Tidlige morgener før familien vågner, mellem to møder, i frokostpausen, til og fra arbejde eller inden du går i seng. Du spørger ikke dig selv, om du har tid til turene. Du tager tiden og gør den til din egen.

For alle de læsere, der går med uforløste maratondrømme, så er de ganske realiserbare, hvis man indstiller sig på at afsætte fire timer om ugen til at løbe og mere end syv timer hver nat til at sove. Og man så iøvrigt indstiller sig på, at i takt med at formen bliver bedre, åndedrættet raskere og benene lettere, så vågner en ny identitet. Og en ny form for tænkning. Den magiske.

Med maratonformen følger en åndelig invasion. Du bliver grebet af »runners high«, endorfin-kicket der sætter ind, når du træner i længere tid end en time ad gangen. Du overtager muligvis et »runners mindset«, hvor du i langt mindre grad tror at succes bygger på held eller talent, og langt mere på det arbejde, du lægger i at nå dit mål. Og så bliver du højst sandsynligt fanget i en hidtil uvant mængde af magiske tanker. Det er dem, der overbeviser dig om, at du kun kan gennemføre løbet, hvis du har spist havregrød med 30 rosiner og 15 mandler på; at du skal løbe iført den blå t-shirt og ikke den røde; at du udelukkende kan høre »Eye of the Tiger« som det sidste, inden du sætter ud på din lange rute; og at du kun må tjekke dine snørebånd tre gange og ikke fire, hvis løbet skal gå godt.

Og hvad er belønningen? Det er en tur, der tager dig fra et slumrende Staten Island, til et ivrigt hujende Brooklyn med brownstones og en broget blanding af bikere, bedsteborgere og børnefamilier. Duften af sort kaffe og hvide bagels, der stikker op af servietter i hænderne på morgenfriske fædre og deres tumlinger i klapvogn.

Det er det stille sus forbi tyste synagoger, hvor ortodokse jøder stilfærdigt, men respektfuldt, kigger på, inden Williamsburg starter morgenfesten med hård rock og politiske bannere ( »If Trump Can Run America, You Can Run A Marathon«), videre til Queens hvor sorte kvinder hujer »You’ve got this« mens deres børn stikker lappen ud i håb om et »high five« fra de forbipasserende løbere. Dig. For du er én af dem.

I Bronx er der fornyet energi at hente i skiltet »Your Legs Hurt Because They Kick So Much Ass« og en hel bydel, der danser til Kriss Kross’ 90er klassiker »Jump«; hvorefter slangen af løbere sendes op af en tætpakket 5th Avenue, hvor hele byen syder af begejstring og beundring, indtil ruten lander i Central Park. Her bides tænderne sammen indtil tårerne slippes fri. På den anden side af målstregen. Hvor magien venter.

Berlingskes journalist havde selv købt rejse og startnummer til New York Marathon.