Chris Pedersen: De kaldte mig historieløs, hjertekold og idiotisk, fordi jeg ikke fordømte en pyjamas

Modeindustrien oversvømmes i øjeblikket af såkaldte skandaler, der lægger sig i direkte forlængelse af identitetspolitik, men hvornår er der noget om snakken, og hvornår handler det om en debatkultur, der er kørt af sporet.

Chris Pedersen, TV-vært og modekender. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Som såkaldt »modeekspert« er jeg efterhånden vant til, at danske medier ringer mig op, hver gang der sker noget skandaløst i luksusindustrien.

Som i sidste uge hvor den amerikanske lingeri-gigant Victoria’s Secret aflyste deres sagnomspundne årlige modeshow, hvor millionvis af sultne mænd ellers fik lov til en gang om året at beundre tidens hotteste supermodeller iklædt sparsomme blonder, eller da modegiganten Gucci tidligere på året kom under massiv beskydning for at have sendt en række designs på catwalken, som med lidt god vilje lignede de hvide spændetrøjer, som vi ellers plejer at forbinde med amerikanske skrækfilm som »Ondskabens øjne«.

»»Jeg er bange for, at vores dialog kommer til at bygge på skræk frem for nysgerrighed, og at vi simpelthen ender med at tie stille, fordi det er lettere end at tage tæskene for den fri tale.««


I denne uge har jeg afværget en kommentar om diversitet på catwalken, da jeg som hvid mand ikke rigtig mener, at jeg er den rigtige til at bedømme, om de store modehuse er gode nok til at hyre brune modeller. Og tirsdag kom turen så til det spanske modehus Loewe, der er kommet under beskydning for at designe en pyjamas, der måske/måske ikke ligner de fangedragter, som jøderne benyttede i KZ-lejrene under Hitlers rædselsregime.

Historien startede hos Instagram-profilen Diet Prada, som i løbet af de seneste år har fået en kæmpe følger-skare, der elsker Diet Pradas evne til at kritisere de store modehuse, når de stjæler design fra mindre designere, og især når de lancerer produkter, der peger ind i identitetspolitiske felter som blackfacing og kulturel appropriation.

Hån af kinesiske kvinder?

De råbte højt, da det italienske modehus Dolce & Gabbana kom i modvind grundet nogle »morsomme« instagram-videoer, der skulle gøre reklame for deres første modeshow i Kina, men som i stedet virkede mere som en grovkornet hån af kinesiske kvinder, og Diet Prada var også nogle af de første, der bemærkede, da det italienske modehus Gucci sendte en række bluser på gaden, der helt åbenlyst lignede karikaturtegninger af sorte mennesker. Nu var turen så kommet til spanske Loewe, som havde designet en sort/hvid dragt med lodrette striber, som de sidestillede med et foto fra Anden Verdenskrig. Brugerne reagerede prompte med raseri og fordømmelse, Loewe trak designet tilbage, og så kom turen til os såkaldte »eksperter«, der skulle kommentere.

Jeg svarede instinktivt, at jeg ikke tænkte på KZ-fanger, når jeg så striberne, men tværtom tænkte på Charlie Chaplin i de klassiske stumfilm, på Dalton brødrene i Lucky Luke og på Johnny Cash-sangen »I Got Stripes« fra hans optræden i et fængsel i slutningen af 60erne.

En anden ekspert-kollega refererede til 60ernes pop art-bevægelse og til den amerikanske work wear-tradition. Men ingen af os tænkte på koncentrationslejrene. Hvorfor kan jeg spørge mig selv om, men jeg tror, det handler om, at de symboler, som jeg forbinder med dette mørkeste af kapitler er meget enklere og meget mere rendyrkede som Davidsstjernen, den lyserøde trekant og Svastika. Symboler som for mig er synonyme med Holocaust, mens striberne har et mere frit tilhørsforhold.

»Hvis det er det, som man ønsker at se, så er det dét – og kun det – man ser«, sagde jeg, »men det er ikke det, jeg ser«. Og fulgte op med en kritik af en digital kultur, som nærmest kan føles som en nultolerance-kultur, hvor både virksomheder og privatpersoner svines til, hvis de ikke har den rigtige holdning.

Historieløs og hjertekold

Kommentarerne faldt prompte, at jeg var historieløs, hjertekold, idiotisk og selvbestaltet. Sidstnævnte passer ikke, for jeg kunne aldrig drømme om at kalde mig selv for modeekspert, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt de første tre ting er sande. Jeg tænker på mig selv som et både belæst og reflekteret og ordentligt menneske, men hvorfor er jeg så loren ved at fordømme et stribet pyjamassæt?

Det handler om, at jeg er bange for fremtiden, hvis vi hele tiden skal være på vagt overfor hinanden. Hvis vi bliver ved med at begrænse vores kreative og intellektuelle rum. Jeg er bange for, at vores dialog kommer til at bygge på skræk frem for nysgerrighed, og at vi simpelthen ender med at tie stille, fordi det er lettere end at tage tæskene for den fri tale.

Men jeg er også bange for, at den meget snak om de mange irettesættelser ender med, at vi til sidst bliver immune overfor de debatter, der virkelig rykker. At det bliver Peter og ulven om igen, hvor der bliver råbt vagt i gevær så mange gange, at vi til sidst ikke kan råbes op længere. Og i dette tilfælde drejer det sig ikke om en Davidstjerne på brystet, et hagekors som halssmykke eller en lyserød trekant, som stadig den dag får det til at vende sig i mig. Der er heller ikke tale om et par såkaldte »slaveøreringe«, som italienske Vogue for nogle år siden skrev om på deres shoppingsider, eller en hvid model i blackface, der refererer direkte til slavetiden.

Det drejer sig om et sæt nattøj med sorte og hvide striber, som jeg simpelthen ikke kan se problematikken i.

Måske jeg tager fejl, og så vil jeg i så fald gerne tale om det ansigt til ansigt frem for at gøre det på de sociale medier.