Hvordan kom I til Hornbæk?
»Da min mand i 1995 overtog en lægepraksis i Hornbæk, havde vi som familie planer om at blive boende i vores halve dobbelthus i Hillerød. Hillerød Hospital var i flere år vores arbejdsplads som henholdsvis sygeplejerske og læge. Det viste sig dog hurtigt, at vi gerne ville være del af deres nye lokalmiljø heroppe ved Nordkysten. Først så vi på brugte huse i Hornbæk, men snart blev vi fristet af en byggegrund i et villakvarter lidt væk fra byens centrum.«
Hvorfor valgte I den slags hus?
»Efter kort tid bestemte vi os for en svensk trævilla fra det daværende firma Eksjö Huse. Det var lige omkring den tid, hvor disse huse – i forskellige udgaver – blev et hit blandt danske nybyggere. Huset blev opført som kopi af en svensk villa fra omkring år 1900. Den gule villa i to etager har som i gamle dages Sverige veranda foran hoveddøren – og balkon oven på - hall med høje paneler og trappe til første sal placeret inde i stuen, selv om det typiske vil være at have trappen ude i hallen. Selv om der i stuen står en hyggelig og dekorativ porcelænskakkelovn, varmes huset først og fremmest op på moderne vis med gulvvarme under de brede fyrretræsplanker. I den fase, hvor vi overvejede, hvilket hus vi skulle vælge, viste en patient fra Sverige os billeder af sådan et træhus, han havde fået bygget og nu boede i. Det faldt vi pladask for og var straks solgt. I dag bor kun vores yngste datter midlertidigt hjemme, så vi har hele det store hus for os selv med god plads til børn og børnebørn, når de kommer hjem.«
Hvem står for indretningen?
»Det har jeg fået lov til næsten suverænt at tage mig af. Sammen med Mikael glædes jeg til stadighed over at være så heldig at bo her. Huset indeholder alle moderne bekvemmeligheder, men er på samme tid nostalgisk at se på og være i. Det er en god ramme om de klassiske møbler og den ældre kunst, vi samler på og gennem årene har købt på auktion og arvet. Både fra mit barndomshjem på Vesterbrogade i København og fra Mikaels i barndomsbyen Virum.«
Hvilke møbler er jeres foretrukne?
»Blandt møblerne er en 1700-tals dragkiste, som blev skadet i en brand i mine forældres ejendom på Vesterbrogade i 70erne. Den har vi fornylig fået restaureret, og den vil vi bestemt ikke af med. En chiffoniere – en kommodetype med særlig top – er også arv ligesom flere malerier, porcelæn, ure, lysestager, glas og meget andet. Arvestykker med historiens vingesus kan vi godt lide. Vi vil i det hele taget helst omgive os med noget ældre. Både fordi det har en historie og en affektionsværdi, og fordi det passer godt til husets ældre byggestil. Flere møbler er dog også nyere og er taget med fra vores gamle hjem eller købt til huset. Det gælder blandt andet spisepladsen, et par sofaer og lænestole. Men der kommer hele tiden ekstra til i form af fund fra butikker og auktioner.«