Foto: Jeppe Carlsen

Til ungerne

Foto: Brian Bergmann.

Sjovt og lærerigt

Hvis man først én gang har besøgt en af verdens største legetøjsbutikker, Hamley's i Regent Street i London, ved juletid, så kan det godt være, at man føler sig en smule nervøs ved at bevæge sig ind i en forretning af samme navn igen. I Hamley's i London bliver kunderne i december måned lukket ind i store hold og forretningen anses for at være en af Londons større turistattraktioner med omkring fem millioner besøgende årligt. Helt så slemt er det ikke i Hamley's fillial i København og med beliggenheden på øverste etage i Magasin er den heller ikke nær så stor som flagskibet i London, der kan dateres helt tilbage til 1760, da William Hamley grundlagde en legetøjsbutik, som han kaldte Noahs Ark.

Men det gode ved Hamley's er, at man her kan finde legetøj, som man ellers ikke finder i de store og meget dominerende legetøjskæder i Danmark. Blandt andet har man en lille afdeling med legetøj, der udfordrer børnenes kreative evner, hvad enten at de små går med en lille kemiker eller botaniker i maven. En del af Hamley's koncept er også, at de ansatte ikke blot står bag kassen, men også er ude på gulvet for at vise hvordan de forskellige ting virker. Således kan man opleve at der pludselig kommer en lille helikopter svævende hen over hovedet på en, eller der kommer en bil kørende ind mellem benene. Så se dig for.

Hvad: Hamley's

Hvor: Magasin du Nord, Kongens Nytorv 13, Kbh K.

Til far

Per Henriksen i Franz Jaeger Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen.

Maskuline smykker

Under dametøjsforretningen Rue Verte i Ny Østergade er der skudt noget så sjældent som en ultramoderne urmager op.

Butikkens ejer Per Henriksen sælger og reparerer ikke kun ure, men har også et fashionabelt udvalg af accesories og smykker til mænd.

Idéen med butikken er at give københavnske mænd mulighed for at blive udstyret med noget, de ikke finder andre steder i byen. Derfor er en del af butikkens hatte, smykker og accessories også unika-design og hentet uden for landets grænser.

Per Henriksen har selv bragt en stor en del af sit varesortiment hjem fra New York. Og man mærker inspirationen fra The Big Apple på stemningen, der på en gang er eksklusiv, fræk og laid-back. Butikkens navn henviser til den kendte pengeskabsfabrikant: »Alle kender Franz Jaegers pengeskabe fra Olsen Banden, og vi ved, at der altid er noget værdifuldt i dem. Sådan vil jeg også gerne have at man tænker på min butik,« fortæller Per Henriksen med et glimt i øjet.

Inden Per Henriksen åbnede butikken var han ansat hos den internationalt anerkendte urmager Ole Mathiesen. Her udviklede han sin kærlighed til og viden om vintageure, indtil han fik lyst til at åbne sin egen butik og værksted.

Her finder man urmærker som Rolex, Cartier, IWC og JLC. Det betyder udsøgte ure i et prisleje omkring 100.000 kr., men man kan også komme ud af herreværelset med styr på tiden for omkring 3000.

Af andre produkter er det værd at nævne rå smykker fra Giles and Brother, bløde New Yorker hatte fra Lola Hats. Og så er der faktisk også et lille udvalg af unikasmykker til kvinder fra danske Stine Bulow.

Hvad: Franz Jaeger & me

Hvor: Ny Østergade 11, Kbh K.

Til mor

Tekinoktai Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen.

Bløde pakker

Tekinoktay Finest Lingerie er Københavns mest gennemførte butik. Butikken er en blanding af fransk boudoir-stemning og hipt berliner-miljø med lingerie til både hende, der kan selv og ham, der gerne vil forkæle.

Da Evren Tekinoktay, der er billedkunstner, for et par år siden trådte ind i en lingeributik i Berlin, opstod der en slags uforklarlig logik. Efter besøget i butikken, sov hun ikke i to dage og det stod pludselig soleklart for hende, at hun skulle åbne sin egen af slagsen.

Det gjorde hun så i København og det er vi mange, der jubler over. For Tekinoktay Finest Lingerie er en butik af den slags, man gerne vil have med hjem. Som et barn i en slikbutik overvældes man af et unikt univers af hånddekorerede bøjler, heldragter i silke, blonder og bomuld, flæser og farver fra Berlin, Italien, Paris og København.

Evren designer selv en mindre kollektion, men vælger ellers sit sortiment ud fra et krav om æstetik: undertøjet skal være smukt. Evren mener, at undertøj er for kvinden selv. Det handler ikke om at være andres bolche i en fin indpakning, men om at føle sig godt tilpas. Og med Tekinoktay Finest Lingerie er missionen meget tæt på at lykkes.


Hvad: Tekinoktay Finest Lingerie

Hvor: Silkegade 13, Kbh K.

Til alle

Byens smukkeste slagterforretning: Gourmandiet i Rosenvængets Allé Fold sammen
Læs mere
Foto: Else Bjørn.

Julemaden

Hvis du går efter det bedste af det bedste til juledagene, skal du gå til Gourmandiet på Rosenvængets Allé, som ikke blot er byens smukkeste slagterforretning, men også en deli med take away. Under istandsættelsen af cafeen Circus, som lå på adressen før Gourmandiet, dukkede bag adskillige lag tapet et frisemaleri op fra år 1900. Frisen viser koens vej fra mark over kødtorv til slagterbutik. Lokalerne var nemlig slagterbutik fra 1900 til 1908, hvorefter det blev til et værtshus. Frisemaleriet er fredet og giver sammen med glasfliselofterne en historisk kontrast til den strømlinede butik med en rund køledisk i glas midt i lokalet. Gourmandiet er en slagterforretning med øko-kød fra dyr, der har haft et ordentlig liv før slagtebænken, en delikatesse, hvor du kan købe charcuteri og spiseklar aftensmad og desserter fra Markus Grigo og en butik med vin og andre skønne sager. Op til jul har Gourmandiet både økologiske ænder, gæs og flæskesteg, men husk at bestille i god tid inden, for der er rift om varerne.

Hvad: Gourmandiet

Hvor: Rosenvængets Alle 7 A, København Ø.

Julegodterne

Foto: Michael Bothager.

Ingen jul uden lækkerier og dem kan man få i bedste kvalitet hos Frederiksberg Chokolade, der blev nummer et ved DM i chokolade i 2002. Hvis der holder en stor flot motorcykel af mærket Ariel parkeret udenfor butikken, er det ikke en af de vilde engle, der har stoppet kværnen for at få justeret sukkerbalancen. Det er derimod butikkens ejer, chokoladedronningen Tina, som har taget motorcyklen på arbejde.

Hvis du vil have en fabriksfremstillet Guldbarre, en Sneakers eller en pose M&Ms, går du forgæves hos Frederiksberg Chokolade. For her er det chokolade- og konfektkunst, frembragt i baglokalet af Tina og hendes medhjælpere, som bliver solgt. 70 forskellige slags chokolader og trøfler, kan du få.

Sortimentet skifter, alt efter hvilke nye smagsopfindelser Tina gør.

Hvad: Frederiksberg Chokolade

Hvor: Frederiksberg Alle 64, Frederiksberg C.