Advarslerne lyder fra mange sider: Er Bush-administrationen ikke ved at varme op til en militær konfrontation med Iran på samme måde, som man før Irak-krigens start i 2003 systematisk fremstillede Saddam Husseins styre som en globalt farlig og destabiliserende faktor - inklusive masseødelæggelsesvåben - man partout måtte gøre op med?
Anledningen til den nye diskussion om Iran er blandt andet en ny strategi i Irak, hvor præsident Bush har givet de amerikanske styrker lov til at fange og eventuelt dræbe iranske agenter i landet - hvis de formodes at være en del af den strategi for destabilisering og øget indflydelse, som præstestyret i Teheran længe har lagt for dagen i nabolandet Irak. Det har nu fået modstandere af Bush-administrationen til at advare imod at gentage forløbet forud for invasionen af Irak i 2003 - denne gang blot med Iran i centrum.
Det er da også rigtigt, at det vil være halsløs gerning netop nu at gå frontalt og militært i kødet på iranerne. En realpolitisk analyse vil næsten kun afstedkomme scenarier, der viser at en konfrontation med Iran nu ikke vil føre noget godt med sig. Sandt er det også, at forløbet omkring masseødelæggelsesvåben forud for Irak-krigen nu udgør et politisk problem for USA - al den stund, det nok denne gang bliver sværere at overbevise verdenssamfundet om, at et mellemøstligt land er en global trussel så glohed, at noget (militært) må gøres.
Bush-administrationen benægter da også officielt, at man er i gang med en Irak version 2.0 overfor Iran. På den anden side er det givet, at der er kræfter i den amerikanske regering, som gerne så en mere konfrontationssøgende kurs over for iranerne.
Men når advarslerne mod at kaste sig ud i en frontal konfrontation med Teheran har lydt, og når vi har græmmet os over fejlene i Irak og deres konsekvenserne, så må det også med, at der endnu ikke er givet troværdige alternative svar på, hvad i alverden man skal stille op med Iran. Europa valgte længe dialogens vej og gør det vel egentlig endnu.
Dialog kan man sige meget godt om, men mens vi har talt med iranerne, har de pustet til borgerkrigens ild i Irak. De har aktivt støttet Hizbollah i Libanon, en bevægelse der så sent som i sommer var i krig med Israel og som er en konkret og vedvarende trussel mod den israelske stat. De har hjulpet Hamas-bevægelsen i Det Palæstinensiske Selvstyre - Hamas, der nu sidder på regeringsmagten hos palæstinenserne, men som stadig ikke anerkender Israels ret til at eksistere eller ønsker at fraskrive sig brugen af vold. Iranernes præsident har i direkte vendinger talt for at fjerne Israel fra landkortet, og styret har arrangeret en konference for holocaustbenægtere. Og sidst men ikke mindst har de kastet sig ud i et nukleart projekt med den slet ikke fjerne mulighed at kunne fremstille atomvåben, som vil vende op og ned på magtforholdene i regionen.
Det er det Iran, vi måske nok ikke skal haste ud i en krig med. Men at der er en trussel, en aggression og en konfrontationslyst fra Teherans side skal man vist være mere end almindeligt naiv for ikke at kunne se.
