»Cordua & Steno«: Blev finanslovsaftalen en gavebod til venstrefløjen?

Finanslovaftale blev gavebod, restaurationsbranchen i knæ, forlist drøm om Øresundsregionen, Brexit-aftale inden jul, og i hvilken grad Kunstakademiet er et produkt af slavehandel med kolonierne – alt sammen behandles i »Cordua & Steno« på Berlingske.

»Cordua & Steno« – podcast om dansk og international politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

1. time

Årets finanslovsaftale kom i hus, da De Radikale sikrede flertallet sammen med venstrefløjen. De borgerlige er ikke med, men hvorfor egentlig ikke? Vi tager diskussionen mellem De Radikales Andreas Steenberg og Rasmus Jarlov fra De Konservative.

Det er i »Cordua & Steno« på Berlingske, der sender live klokken 10.05 på b.dk/podcast og via Facebook.

Det er væltet ind med nye politiske aftaler, og vi kigger på det hele og vender ugen, der gak i dansk politik, samt får uddelt årets næstsidste fidusbamse.

Restaurationslivet sukker efter at få adgang til coronahjælpepakkerne, og flere trues nu af konkurs. Er der hjælp på vej? Vi spørger Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

2. time

Hvad blev der egentlig af drømmen om Øresundsregionen som en økonomisk vækstmotor med integreret arbejdsmarkeder og øvrige markeder på tværs af de to lande? Blev den nogensinde realiseret, eller druknede den i flygtningekrisen, coronagrænsenedlukning og fornyet pas-tvang? Eller døde den mon allerede længe før? Vi tager debatten med regionsborgmester i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) og præsident for Nordisk Råd samt formand for Grænsehindringsrådet, Venstres Bertel Haarder.

Får vi en Brexit-aftale mellem Storbritannien og EU inden jul? Aner vi et gennembrud, og hvor tæt er man på enighed i Bruxelles? Og hvordan går det med problembørnene Polen og Ungarn, der blokerer for EUs milliardstore coronaplan. Falder de til patten nu, eller må EU-landene cykle udenom, så hjælpepakkerne kan rulles ud uden om de to medlemslande? Berlingskes korrespondent i EU, Michael Alsen, hjælper os med at få rede på disse to brandaktuelle sager.

Kunstverdenens vinkling af Frederik 5.s Danmark-Norge som en stat, der blev fed på slavehandel, er forkert. Sådan skrev museumsinspektør ved Nationalmuseet Ulla Kjær, der også er dr.phil. i kunsthistorie, for nylig i Berlingske. Selve Kunstakademiet, hvor elever og en lærer for nylig gjorde sig bemærket med en stærkt omtalt »happening«, hvor man ødelagde en buste af akademiets grundlægger, Frederik 5. Bevæggrunden for busteødelæggelsen var, at man ville »italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort«. Men Kunstakademiet blev ikke til på baggrund af handel med slaver eller anden handel med kolonierne, fastslår Ulla Kjær, der er gæst i studiet.

Hør tidligere afsnit her: