Astrid Andreasen, født 1948, er en færøsk billedkunstner og videnskabelig tegner. En energisk og tålmodig kvinde med sans for detaljen, som gennem de sidste 35 år har bidraget til den færøske billedverden. Hendes fine tegninger af det færøske havdybs utrolige væsener er på frimærker, og rundt omkring i samfundet hænger hendes applikerede billedtæpper.
»Fisken i dukkevognen« er dels en beretning om, hvilke veje der førte den sky og drømmende pige, Astrid, fra Vestmanna frem til i dag at være billedkunstner og videnskabelig tegner for Færøernes Naturhistoriske Museum, og dels en fortælling om, hvordan kunstverdenen også altid er et spil om magt - et spil som de kvindelige kunstnere desværre ofte har været tabere i.
Trine Rytter Andersen går direkte og polemisk i infight med den færøske modernistiske og maskuline dominans på kunstscenen. Der lægges ingen fingre imellem, og nuancerne fortaber sig lidt (der nævnes f.eks. ingen navne), men jeg tror at den slags udefrakommende indspark kan være tiltrængte i et lille samfund som det færøske.
Til glæde for øjet
Når det er sagt er det imidlertid synd for Astrid Andreasen, at hun bliver fremstillet som et eksempel på den kvindelige kunstner, der udgrænses af »stærke konservative og (mands) chauvinistiske kræfter (), for hvem det efterhånden er lykkedes at lukke munden på de fleste almindelige mennesker«. Den maskuline kunstverdens dominans er en realitet, men hvis vi taler om kunst på musealt niveau, så holder det ikke at sætte Astrid Andreasen op imod den liga.
Hendes udtryk er primært bundet til det konkrete, til iagttagelsen af naturen, og hører, som jeg ser det, overvejende mere hjemme på frimærkerne og i det offentlige rum (f.eks. på skoler, hvor børn må elske at forsvinde væk fra undervisningen og ind i hendes fiskestimer) frem for på kunstmuseet. Det er ikke udtryk for en degradering, men for at Astrid Andreasens værker er billeder, der skal bruges, som skal glæde øjet i det daglige over verdens - og ikke mindst den færøske naturs - mangfoldighed.
